Når jeg læser noget, jeg ikke ved noget om, noget jeg netop skal lære, som fx nu morfologisk botanik, griber jeg det an, som om det er en stor skam, at jeg ikke ved det i forvejen, det er som om siderne, og ikke mindst det, der står på dem, stirrer på mig som en utålmodig eksaminator. Det er meget stressende, og en stor fejl.

Dengang jeg arbejdede med de hjerneskadede, fik vi at vide, at vi ikke skulle engagere os følelsemæssigt med dem. At vi skulle huske, at vi var på arbejde.

Kære dagbog. Jeg får ikke skrevet i dig. Jeg har ikke tid. Og jeg ved jo ikke, hvordan man gør. Når jeg skal skrive bliver min hjerne underlig.