i det førhenvængte skrivede vi sramsram det srama min nua drænger vi onvrigst en hetsvringst låvndede driver som skri om min ongsti drål oram dramaam guvi knuo skri

Mit liv for tiden handler mest om at slås med min angstlidelse, som er det første jeg vågner med hver morgen.

Jeg har det fint nok selv. Jeg kæmper med min angst. Jeg er blevet diagnosticeret med ængstelig personlighedsforstyrrelse. Og panikangst. Og generaliseret angst. Det er meget angst på én gang. Og det er det jeg lider af, og har lidt af i mange år. Så langt tilbage, jeg kan huske, faktiske. Men nu har det fået et navn. Så nu kan jeg kæmpe imod det. Jeg kan se hvad det er. Jeg kan benævne det. Og dermed uddrive det. Det er det jeg er i gang med: en uddrivelse. Dæmonbekæmpelse. Og det er hårdt. Men det er det jeg gør, hver eneste dag.

Jeg springer fra det ene humør til det andet. Den her coronakarantænesituation er efterhånden blevet et eksistentielt billede på mit liv. Altså det er sådan jeg har det. At der sker så meget ubegribeligt omfattende i verden omkring os. Og alligevel er det så usynligt. Indtil videre. Det sniger sig ind på os. Hvad det kommer til at betyde på sigt. Men jeg hvirvler gennem mit liv i mig selv i karantænen. Jeg tror det er godt. Det er godt.

Hele dagen har vi været i kolonihaven, vi har hevet loftet ned i køkkenet, i løbet af den våde vinter har svamp bredt sig overalt i træværket. Og vi har været i haven, rykket ukrudt op, gjort drivhuset klar. Vi har set det for os, hvordan det kommer til at se ud om tre-fire år, når vores planer begynder at manifestere sig.

Solen begynder at stå lavt på himlen, kulden kommer snigende, og vi retter os op, strækker de ømme ryge. Først da sender vi vores blikke ud over det umiddelbare: og der ligge Herlev Hospital i horisonten. Majestætisk, fjernt fra vores kriblende haveverden. Og det går op for os: i timevis har vi ikke tænkt på Corona-virussen, som har lagt verdens gader øde omkring os. Lige derovre ligger nogen i respirator, klarer den ikke. Men i fem timer har det været fjernt. Nu kommer det væltende ind igen. Ind i nervesystemet, og sitrer. Jeg tør ikke tænde radioen, tør ikke gå på Facebook. Min krop kan ikke rumme det, kan ikke rumme - jeg var lige ved at kalde det virkeligheden - men mener: flere dårlige nyheder. Jeg er én af dem, der bliver lammet af det. Jeg lider af angst. Truslen opleves for mig som akut, noget der står lige foran mig, og som jeg er nødt til at handle på med det sammen. Flygt eller kæmp. Hvor skal jeg løbe hen, hvilke våben skal jeg bruge?


Men det er satans, min bedste medicin er at være sammen med venner. Men det kan jeg ikke for tiden, i denne isolation. Jeg er sikker på det vækker nogle gamle traumer i mig. Helt tilbage fra opvæksten i Fjerritslev. Jeg følte mig så fremmed og uønsket der.

Jeg havde nok forestillet mig, at når jeg nåede 40erne, ville jeg kunne læne mig tilbage. Ikke arbejde så meget mere, jeg havde sparet en formue sammen, beskeden, men alligevel. Jeg ville kunne gå i haven og pusle med små grøntsags- og staudeprojekter. Sætte mig i det gyldne eftermiddagslys og skrive skønne små fragmenter om regnorm og duer. Skyernes milde ansigter.