Jeg springer fra det ene humør til det andet. Den her coronakarantænesituation er efterhånden blevet et eksistentielt billede på mit liv. Altså det er sådan jeg har det. At der sker så meget ubegribeligt omfattende i verden omkring os. Og alligevel er det så usynligt. Indtil videre. Det sniger sig ind på os. Hvad det kommer til at betyde på sigt. Men jeg hvirvler gennem mit liv i mig selv i karantænen. Jeg tror det er godt. Det er godt.