Nu skal vi have masker på

Betragte paranoiaen
Betragte angsten
Det er bare noget i mig
det er ikke mig
husk det
husk det

tænkte på noget
godt, tænkte på
en strand, en hund
et hus, hende jeg
elsker, sommerfugl
varm lyng, duften

jeg vil bade i andre mennesker
denne verden altings å

At konservere er vigtigt, fordi det er livsnødvendigt. At sylte sommerens frugter og bær fx, så man har næring der kan holde sig vinteren over. Livet består af et flimmer af flygtige øjeblikke. Noget i mig vil fastholde dem alle sammen. De er alle lige vigtige. Strøtanker ophævet til indsigter. Det er det jeg gør, når jeg fotograferer. Det er det jeg gør, når jeg skriver. Fastholder det flimrende nu. Så jeg kan vende tilbage og være i det igen. Lade det folde sig ud i andre tider, andre dimensioner.



Jeg bliver hele tiden afbrudt.

Jeg vil lære at blive i følelserne, ikke underminere dem med refleksion. Det er én af de tanker, der kommer til mig, og som har med min genoptræning efter nervesammenbruddet for fire år siden, at gøre. Er der virkelig allerede gået fire år? Det er som om tiden accelererer.

i det førhenvængte skrivede vi sramsram det srama min nua drænger vi onvrigst en hetsvringst låvndede driver som skri om min ongsti drål oram dramaam guvi knuo skri

Mit liv for tiden handler mest om at slås med min angstlidelse, som er det første jeg vågner med hver morgen.

Jeg har det fint nok selv. Jeg kæmper med min angst. Jeg er blevet diagnosticeret med ængstelig personlighedsforstyrrelse. Og panikangst. Og generaliseret angst. Det er meget angst på én gang. Og det er det jeg lider af, og har lidt af i mange år. Så langt tilbage, jeg kan huske, faktiske. Men nu har det fået et navn. Så nu kan jeg kæmpe imod det. Jeg kan se hvad det er. Jeg kan benævne det. Og dermed uddrive det. Det er det jeg er i gang med: en uddrivelse. Dæmonbekæmpelse. Og det er hårdt. Men det er det jeg gør, hver eneste dag.

Jeg springer fra det ene humør til det andet. Den her coronakarantænesituation er efterhånden blevet et eksistentielt billede på mit liv. Altså det er sådan jeg har det. At der sker så meget ubegribeligt omfattende i verden omkring os. Og alligevel er det så usynligt. Indtil videre. Det sniger sig ind på os. Hvad det kommer til at betyde på sigt. Men jeg hvirvler gennem mit liv i mig selv i karantænen. Jeg tror det er godt. Det er godt.

Hele dagen har vi været i kolonihaven, vi har hevet loftet ned i køkkenet, i løbet af den våde vinter har svamp bredt sig overalt i træværket. Og vi har været i haven, rykket ukrudt op, gjort drivhuset klar. Vi har set det for os, hvordan det kommer til at se ud om tre-fire år, når vores planer begynder at manifestere sig.

Solen begynder at stå lavt på himlen, kulden kommer snigende, og vi retter os op, strækker de ømme ryge. Først da sender vi vores blikke ud over det umiddelbare: og der ligge Herlev Hospital i horisonten. Majestætisk, fjernt fra vores kriblende haveverden. Og det går op for os: i timevis har vi ikke tænkt på Corona-virussen, som har lagt verdens gader øde omkring os. Lige derovre ligger nogen i respirator, klarer den ikke. Men i fem timer har det været fjernt. Nu kommer det væltende ind igen. Ind i nervesystemet, og sitrer. Jeg tør ikke tænde radioen, tør ikke gå på Facebook. Min krop kan ikke rumme det, kan ikke rumme - jeg var lige ved at kalde det virkeligheden - men mener: flere dårlige nyheder. Jeg er én af dem, der bliver lammet af det. Jeg lider af angst. Truslen opleves for mig som akut, noget der står lige foran mig, og som jeg er nødt til at handle på med det sammen. Flygt eller kæmp. Hvor skal jeg løbe hen, hvilke våben skal jeg bruge?


Men det er satans, min bedste medicin er at være sammen med venner. Men det kan jeg ikke for tiden, i denne isolation. Jeg er sikker på det vækker nogle gamle traumer i mig. Helt tilbage fra opvæksten i Fjerritslev. Jeg følte mig så fremmed og uønsket der.

Jeg havde nok forestillet mig, at når jeg nåede 40erne, ville jeg kunne læne mig tilbage. Ikke arbejde så meget mere, jeg havde sparet en formue sammen, beskeden, men alligevel. Jeg ville kunne gå i haven og pusle med små grøntsags- og staudeprojekter. Sætte mig i det gyldne eftermiddagslys og skrive skønne små fragmenter om regnorm og duer. Skyernes milde ansigter.

"Silence is only frightening to people who are compulsively verbalizing."

- William S. Burroughs

Nærmest per automatik begynder jeg, at få styr på mine bøger. Mine næsten tusindvis af bøger. Jeg har virkelig været en flittig samler i mange år, næsten to årtier. Det er vildt at tænke på, se mig selv for mig, i den ene antikvarboghandel efter den anden. Mest i København, selvfølgelig, men også Paris, Glasgow, Varanasi. Listen er lang. Det er en sand fornøjelse, at se dem allesammen igen efter så mange år, hvor de bare har ligget i kasser og stakke, ikke i nogen som helst form for orden. Hulter til bulter, som man siger. Dét begreb er et jeg virkelig forstår. Jeg er åbenbart i gang med at minde mig selv om, hvor min inspiration til at skrive virkelig tog fat: Jeg hiver bøger af Burroughs og Kerouac frem, især Burroughs, og tænker hele tiden Ginsberg, som jeg aldrig har været rigtig vild med, men alligevel, vil jeg gerne have læst mig ind på ham, hans Kaddish, Howl, og notesbøgerne fra Indien. Især Indiensbogen. Det hænger også sammen med én af de andre kategorier, jeg spontant er i gang med at oprette: Indien. Alle de bøger jeg har købt derude, og alle dem jeg har købt hjem via internettet, og dem jeg har fået i gave, og dem jeg har fundet hist og her. The Seduction of Shiva, The Tales of the Sun, Kama Sutra. Det forekommer mig fuldstændig logisk, at jeg finder en stak Eske K. Mathisen-bøger under en nøddeknækker. Ham må simpelthen have skrevet om en nøddeknækker et eller andet sted i forfatterskabet. Det vil jeg sætte mig for: at finde nøddeknækkeren i Eskes forfatterskab. Det er en udmærket karantænebeskæftigelse. Det kan ingen være uenig med mig i. 

"Houses are full of things that gather dust."

- Jack Kerouac

Der lå et mundbind i græsset på Solbjerg Kirkegård.

jeg skal lave noget, have noget at rive i, som ditte siger. lige nu ligger hun og sover. jeg var inde ved hende for lidt siden, og klappede laptoppen sammen, hun var faldet i søvn, mens hun så "Alene i vildmarken" på DR. Det er underligt at tænke på, at der er andet at beskæftige sig med, end coronakrisen lige nu. Den fylder alt, dækker alle flader; da jeg tidligere i dag var ude at gå en tur i det eksemplariske forårsvejr, overvejede jeg det ikke et øjeblik, at plukke forårsblomster i Frederiksberg Have, der var ellers i tusindvis. Jeg kunne have taget dem med hjem, og sat dem i en vase. Men det føltes forkert at røre ved noget.

jeg tænker allerbedst, når jeg laver noget, har noget mellem hænderne, arbejder. og når jeg går.

vi spiller musikquizzen, flytter små plasticbrikker rundt og rundt i en cirkel på et bræt, og besvarer spørgsmål om vestlig popmusik fra 80'erne til og med 00'erne. 00'erne er de sværeste, jeg kender næsten ingen af kunstnerne, pånær de oplagte som fx Britney Spears. Så går det bedre med 90'erne, og i virkeligheden allerbedste med 80'erne og kategorien 'Dansk'; og vi sætter os ind i Bob Dylans liv og værk, det er omfattende, det er helt vildt, mind-blowing. Og vi er kun lige så småt kommet i gang.

Hej Jon. Fedt initiativ med Mycelie-indkaldelsen! Det er helt, helt oplagt. Jeg spytter selv ind med en idé. Lidt i forlængelse, af det vi snakkede om sidst vi sås: at lave en tomandsindsamling af materiale til en visuel udgivelse. Nu har verden ændret sig totalt, så den idé må lige udsættes. Men vi bruger grundformen: der skal indsamles fra coronamediestrømmen, og ud af det materiale vi får fisket ind, laver vi en collage til Dancing Plague-udgivelsen. Jeg har også beskrevet det i FB-gruppen Arkiv: Karantæne 2020, som jeg har inviteret dig til. Hvis jeg åbner idéen for hele Myceliet, frygter jeg, at det bliver for omfattende og uoverskueligt at organisere. Derfor inviterer jeg kun dig. For der skal samles ind fra hovedstrøm, såvel som krinkelkroge af nettet. Håber du er med.

https://www.facebook.com/groups/846429132429114/

Arkiv: Karantæne 2020

1 medlem

Og lad os have en facetime snart. Så kan vi også snakke mere grundigt om, hvordan vi går til værks med idéen.

Håber du og familien har det godt. Det er sindssyge tider. Skræmmende, men også med masser af håb i revnerne. Det er fortsat forår. Kh

Jeg vil hele tiden trøstes, jeg giver hele tiden op.

Det er vanskeligt for mig, at skrive det her. Jeg er vant til noget andet. Jeg er vant til bare at give los, se hvad skriften bringer med sig. Men det her, nu skal jeg etablere rum, kontinuitet. Jeg er ikke vant til det. Det frustrerer mig, pirrer min angst. Musklerne trækker sig sammen, tanker forsvinder i et hjernemørke. Det er flugtinstinkterne, der tager over. Jeg får straks lyst til at give op. Men jeg vil ikke give op. Jeg vil fanme have det her til at fungere.

Med lige præcis den lidelse, jeg har, er Facebook den værste gift. Jeg bør lave et cut-up af den.

I nat drømte jeg, at jeg tog flyet til Indien. Min familie forsøgte at tale mig fra det, men jeg ville ikke høre. Jeg skulle til Indien, for jeg havde hørt, at min far levede der. Jeg troede han var død knap ti år forinden. Flyrejsen var vanvittig, vi fløj gennem tordenskyer, var hele tiden ved at styrte ned. Himalayas sneklædte klippetinder rakte op imod os. Men alligevel landede vi sikkert. Der var pest i landet.

Han kan ikke med forstyrelser mere. Hans liv har indtil for ganske nylig været defineret af et voldsomt rod. Men det er overstået nu. Hans lejligheds mange ting, har hver især endelig fundet deres plads. Hele det foregående årti har han flyttet så mange gange, at han ikke har tal på det. Det var ikke noget han overvejede, at gøre, at overhovedet tælle, hvor mange gange han flyttede, det var en konstant tilstand.  Han boede med en kæreste først i hans gamle lejlighed på Frederiksberg, så flyttede de til Gellerupparken udenfor Aarhus. Der var han arbejdsløs, mens hun gik på Teaterskolen og uddannede sig til skuespiller. Det gled gradvist fra hinanden, hun ind i sine næsten ugentligt skiftende roller, han ind i sig selv. Mens hun dagligt prøvede nye ansigter af, forsvandt han for sig selv. Det var dér angsten rigtig tog fat i ham. Ikke at den ikke altid havde været der, men nu kunne han ikke flygte fra den mere. Måske havde også med han cykelstyrt at gøre, en sen nattetime på vej hjem fra en koncert, ville han dreje til venstre, men styrestangen knækkede, og cyklen fortsatte ligeud, med det resultat, at han styrtede med sine fulde dødvægt med skulderen først mod en kantsten, og brækkede kravebenet. Det var et chok, i det meget korte tidsrum faldet udstrakte sig i, nåede han at tænke, at nu skulle han dø. Han kan stadig mærke det, en svag kløen i skulderen, og en tendens til at trække den ind mod kroppen, når han blev forskrækket eller nervøs. Han var begyndt at gnubbe den, når han tænkte, eller netop, når han ikke tænkte, når han var helt tom, faldet i staver. En tilstand som kan minde om drømmens. Alt strømmer igennem hjernen på én gang, og straks det er overstået, kan man ingenting huske.

Det er en underlig oplevelse, at gå en tur ude i den københavnske karantænevirkelighed. Umiddelbart ser alt ud som det plejer; to mænd var i gang med at beskære platanerne nede ved de gamle højhuse på Borgmester Fischers Vej, kærestepar gik hånd i hånd, nogle med is i det lune forårsvejr. Blomsterne pibler op af jorden, træerne er i fuld gang med at springe ud. Luften er fuld af duften af vækst. Men alle holder afstand, alle er mere vagtsomme end de plejer, øjnene søger ligesom hele tiden et frirum. Det føles sært, man kunne, socialt ængstelig som jeg er, opleve det som afvisende, næsten aggressivt, men det er det ikke. Vi gør som vi får at vide er det bedste i den her virussituation; vi tager hensyn, holder afstand for ikke at udsætte hinanden for smitte. Men det er forår! Jeg har lyst til at være tæt på, jeg har lyst til at være i nærheden af mennesker, være  ubekymret, let og glad. Og jeg er det også næsten. Smilende. Men så kommer hæmningen. Jeg skal holde mig tilbage. Har lyst til at sætte mig på en bænk og suge sol, men gør det ikke. I Frederiksberg Have er der mange mennesker, så jeg ved ikke helt, hvor jeg skal gøre af mig selv. Jeg kan aldrig glemme mig selv. Så jeg går ud midt på en stor, mennesketom plæne og ser mig omkring. Kigger op på himlen som er blændende blå, med spredte imponerende skymassiver i rolig drift mod øst. Og så slår det mig, at jeg ikke kan se fly, ikke se de små, grå pile, som plejer at trække lange, hvide kondensstriber henover blåheden. Det føles på en måde tomt. Der er ligesom et slør af uvirkelighed over alting. Jeg tror godt, jeg kunne vænne mig til det her. Hvis ikke det var fordi, der er den her underliggende uro, den her uvisse fornemmelse af katastrofe under det hele, i det hele, jeg kan mærke det i kroppen, den vil hele tiden videre, føler at det ikke er helt ok, sådan at blive ubekymret. Og må jeg i det hele taget være udenfor? Er det ikke at lege med ilden? Burde jeg ikke sidde derhjemme på sofaen, og følge med i statistikkerne over indlagte og døde, minde mig selv om situationens alvor? Men jeg kan ikke holde det ud mere. Det er for abstrakt. Jeg kan ikke gøre andet, end at følge myndighedernes anvisninger: holde mig mest muligt indendøre (men jeg må godt gå en tur, ikke?), vaske hænder, ikke gå i panik. Pludselig var der mange udrykninger ude på Fasanvej, både politibiler og ambulancer, i begge retninger. Hvad betød det? Havde det med coronavirussen at gøre, eller var det noget helt andet? Et bandeopgør, en trafikulykke, en ildebrand. Hvis et hospital brændte, jeg kan ikke holde tanken ud. Og hvad med asylcentrene, hvis nogle højrerabiate psykopater besluttede sig for, at sprænge en bombe sådan et sted. Og jeg kan ikke holde tanken om, hvad der foregår i de store flygtningelejre ved Europas sydlige grænser, hvis virussen får fat der.

Jo, det går ganske fint her. Jeg burde søge elevplads og læse lektier, men jeg har svært ved at tage mig sammen. For mig er det også lidt kærkomment med den her pause, for jeg begyndte at få stress på over eksamen. Selvom jeg synes det er interessant at læse til gartner, og jeg kan se det liv for mig, så er det også frustrerende og drænende, at mærke, hvordan angsten er en hæmsko, hvordan den gør det svært for mig, at koncentrere mig og at huske. Og i sidste ende, at tage mig sammen. Jeg er lige blevet sat op i angstmedicin efter en telefonsamtale med min psykiater i går. Så håber jeg, det virker. I dag bliver jeg simpelthen nødt til at få gjort noget ved mine lektier og lærepladssøgninger. Jeg er bare hele tiden så bange for ikke at være god nok, bange for afvisning. Irriterende.

Nå, det var en smørre om min angst. Elles går det faktisk ganske godt. Det er godt, at komme lidt ned i gear. Ditte og jeg mediterer sammen, og jeg er begyndt at løbe igen. Så når jeg ikke kan de andre ting, kan jeg måske få bygget nogle gode rutiner op.

Hvis du har lyst en af dagene, kan vi jo godt mødes og gå en tur, på fornuftig afstand af hinanden, naturligvis. Men det kan jo lade sig gøre.

Jeg skal dog lige se tingene lidt an. Jeg er langsomt blevet sløj over det sidste par dage. Det er ikke noget voldsomt, men alligevel. Jeg skal ikke smitte nogen, hvis det er coronaen, jeg har. Jeg frygter den ikke selv. Jeg har god tillid til mit immunforsvar. Jeg er sjældent syg. Og hvis jeg er, er det aldrig mere end to-tre dage. Så jeg klarer den nok.

Altså, alt det her coronahalløj er virkelighed ikk'? Det foregår ikke bare inde i mit hoved vel?

Jeg er inde i dit hove.

d

DET er du

Ved hvad du mener. Det er fucking unreal det her.

Det er mega surrealistisk. Vågner op og føler mig i tvivl om hvorvidt det bare er noget, jeg har drømt.

eller ej

Også fordi der er så meget dramatik på facebook/medierne. Men i ens eget liv sker der ikke en skid.

Præcis!

Ingen bål i gaderne, ingen udrykninger. Sluk for computeren, og der er ... stille.

Meget meget stille. Nu drikker jeg portvin og ser Queen livevideoer. Freddie Mercury var virkelig god til at sprede en god positiv stemning og sammenhold Han gør mig altid så glad. https://youtu.be/TkFHYODzRTs?t=101

Live Aid- Queen- Full Set HQ

One of the greatest performances in the history of Rock... With restored intro by comedians Griff Rhys Jones and Mel Smith. Set: 01:43 - Entrance 02:13 - "Bo...

youtube.com

Det lyder som en god aktivitet. Jeg ligger i sengen og læser en biografi om Nietzche. Gad godt drikke noget port.

1

Jeg panikkøbte portvin i dag, som det eneste.

Ha. Håber du købte rigeligt så.

Masser!

Heldige asen.

Når alle andre køber toiletpapir, køber jeg portvin.

Altså, i denne tid.

Vi købte toiletpapir i dag. Og tre pakker mel. Vi mangler toiletpapir. Helt sikkert. Og vi har også tænkt os at bage. Men tre pakker? Tre kilo?

Hvorfor gjorde vi det?

Man gør underlige ting.

Det gør man nemlig. Jeg troede faktisk, at der ville komme udgangsforbud. Det var der mange der troede. Så jeg købte lidt af vært, men mest portvin. Portvin og tre pakker hakket grøntkål. Ingen toiletpapir.

hvert*

Men selv hvis der kom udgangsforbud, ville man stadig have mulighed for at handle. Oh, well, vi har ikke prøvet det før, så det er ikke underligt, at man vakler rundt.

Det er jo det

Og min holdning ændrer sig også hele tiden. Så tænker jeg, vorherrebevars, er det virkelig så slemt. Så tænker jeg, gu fanden er det slemt, det er en katastrofe. Jeg orker snart ikke læse mere om det. Jeg bliver kylet rundt i manegen. Fra nu af vil jeg bare forsøge at tage den chill, og få det bedste ud af det.

Vi kan jo gå en tur en af dagene.

Jeg har det på samme måde. Ja, god idé! Lad os det!

Glæder mig til vi også kan høre heavy metal og drikke portvin sammen igen

Oh yeah.

Torsdag klokken 12 i Frb. Have fx?

Yes, lad os sige det

Jo, du fik givet udtryk for det ihvert fald. Og jeg var jo egentlig også på vej videre med jer, men måtte undervejs sande, at der ikke var mere energi i mig. - Det var vildt dejligt, at se dig igen, det er en sjælden fornøjelse, og jeg glæder mig meget til at læse romanen, alt tegner jo virkelig godt. Jeg skal lige have læst mig igennem et par andre bøger på læselisten først, men jeg kommer til den snart. Og ja, jeg er også glad for at være gået i gang med gartneruddannelsen. Jeg kan se virkelig mange gode perspektiver i den. Det er ikke hver dag, at jeg føler mig afklaret og sikker, der er fx de dage, hvor jeg skal lære at bruge sprøjtemidler, fordi man bruger dem vældig meget i branchen. Økologi og det der er mere radikalt er nicher. Nå, men det er så den kamp, der er at kæmpe. -- Håber det går godt hos dig. Og håber meget, at du finder en vej gennem dine økonomiske etc. trængsler. Hvis jeg på en eller anden måde kan være behjælpelig, er jeg det mere end gerne. Havde jeg en million liggende nede i kælderen, jeg ikke brugte til noget... men jeg er på SU. Jens, gode mand, håber snart vi ses igen. Mange kærlig hilsner.

Straks jeg kommer ind i stuen efter at have røget en lille skolejoint ude under emhætten, bliver jeg ramt af lugten fra røgelsespinden, lugten af sandeltræ som jeg først lærte at kende i Varanasi for otte år siden. Er det virkelig allerede så lang tid siden? Jeg synes det var i fjor. Det er sandt, som man siger, at tiden går hurtigere efterhånden som man bliver ældre. Nu er jeg snart fyrre, dengang var jeg kun lige fyldt 30. Jeg husker det som var det i går. Vi sad på flyet, Troels og jeg, og vidste dårligt nok, hvor vi var på vej hen. Det skulle vise sig at være én af de mest afgørende rejser i mit liv. Jeg genoplever den dagligt. Mine tanker søger hele tiden derhen, tilbage til byen ved Ganges' kyst. Det mest fantastiske og overrumplende, jeg nogensinde har oplevet. Jeg har ikke fået børn endnu.

Det er en sød, fed, beroligende lugt. Sandeltræ er meget olieholdigt, det brænder godt. Der er harpiks og dybe drømme i den lugt. Den går i nervesystemet, pakker dem ind, de urolige, de flossede nerveender. Det er som at blive sat på plads. En pause dybt i kødet.

Covid-19 spreder sig derude i samfundet, som en mild pest, men alligevel. Det er alvorligt. Men ingen ved helt alvorlig endnu. Folk kommer til at dø, men hvor mange? Det er en tid, vi ikke kommer til at glemme. Alting bliver anderledes. Jeg håber det ikke kun er skidt. At vi også kan lære, hvor vigtigt, det er, at kunne stå sammen. Hvor meget samfund faktisk betyder. At vi har hjemme i hinanden. Hvor vigtig omsorg er. Omtanke. At vi ikke kun er os selv. Hvor meget empati og kærlighed kan bære.

Receptorer.  

Tak for i går. Og ikke mindst for at være så omsorgsfuld, da jeg tog en tur ned i minerne. Det var en heftig omgang. Vi må snart ses igen. Og hvis du har tid til, at lægge nogle af fotografierne fra i går op, så ville det være fedt. Jeg har på fornemmelsen, at vi fik lavet nogle hits. Nogle af siderne har jeg med hjem. De rykker i hvert fald godt. Det føles som om vi er i gang med en stor og flosset bog. Og så fik vi ikke engang åbnet for Perceiving Space og Svendborg. Kh

Rusen giver mig en mulighed for at se det klart, jeg ikke kan se uberuset. Det er værktøj, hvis jeg skal være tør. Jeg lærer altid noget nyt, jeg kan tager med mig i det uberusede liv. Det er ikke adskilte verdner rusen og det ikke-berusede. De hænger sammnen. Som drøm og det vi kalder virkelighed. Det er det samme. Ét flow. Sammenhængende væren.

Jeg hører meget Blood Incantation for tiden. De er satme godtnok fede. Psykedelisk dødsmetal ... what's not to like?

Ja, dem er jeg også ret glad for! Ser frem til at se dem på Copenhell

Åh, de kommer på Hell.

Det gad jeg godt.

Men de spiller også på Atlas til september. Det gad jeg godt. Et intimt sted!

Ja, så det godt. Det er bare en onsdag

Ah, pokker.

Den går nok ikke så.

Nej desværre

Vi har jo allerede rodet os ud det med Mayhem i Leipzig i år. Så ...

Ja, det er jo det. Jeg er også spændt på om Mayhem ligger midt i en praktikperiode eller sådan noget. Nu må vi se

Ja, vi må se. Men man har ret til ferie, selvom man er i praktik. Men yes, vi ser.

1

Vi kan let komme af med billetterne, hvis det ikke kan lade sig gøre for os.

1

Vi må snart have en metalaften, vi kun lytter til metal og drikker god rødvin.

Ja, det må vi gøre snart!

Fik du fat på Preben?

Jeg har skrevet til tidligere i dag, og hørt hvilke dage på ugen, han bedst kan ses. Men har ikke fået svar endnu.

Ok, det kan være, at han er blevet skræmt væk, efter det var så besværligt at finde en dag sidst

Ha, ja måske.

Nej, det skal nok gå.

Yesyes

Han er bare en forvirret hat ligesom os.

Jeg er ikke forvirret!!!!

nånej. ligesom mig, mente jeg.

Jeg elsker hvordan de fede moderne metalmusikere kender så meget forskelligt metal og alt muligt andet musik.

det gør virkelig genren fantastik for tiden.

Også spændende med what's in your bag med matt og ham den anden. hvordan matt lige var inde på, at de er i gang med en ny plade, og hans inspirationer er alt muligt metal, men basfyren hører også de her tyrkiske psykedeliske ting, som det virkede som Matt var åben for.

Ja, glæder mig til at høre, hvad de får lavet!

ja, helt vildt mand. også fordi, som du bemærkede, at matt ser så sund og glad ud. og nygift forelsket. det bliver smukt, tror jeg.

Lige præcis! Han stråler virkelig!

ja!

metal is love

1

er der nogen, der har sagt det før mig? ellers var det fanme på tide!

1

Kender du Deathhammer fra Norge? Så dem på Musikcafeen for et par år siden. Der er altså bare knald på! Forsangeren kommer med nogle fine skrig. https://www.youtube.com/watch?v=YAgDb-tK5Ck

Deathhammer - Evil Power (2015) thrash metal | blackened thrash metal | black metal

Deathhammer - Evil Power (2015) thrash metal, blackened thrash metal, black metal, norwegian, black thrash metal, norway Deathhammer - Warriors of Evil Death...

youtube.com

ja, og fin old school lyd.

sådan pre-blackmetal thrash.

og meget punk.

og frække temposkift

Nemlig! Jeg er også træt af, at Asschapel ikke eksisterer mere. https://www.youtube.com/watch?v=g-GWpNrJnPg

Asschapel - Unholy Destruction

Song #01 from "Fire And Destruction" (Crimes Against Humanity, 2003).

youtube.com

uh ja, også god kaos dér

Yeah

ok. preben har skrevet tilbage. der ikke umiddelbart nogen ugedage, der passer ham bedre end andre. så hvilken dag kan du bedst?

De kommende par mandage ville passe mig fint. Altså den 9. eller 16. marts

ok. dem hører jeg ham med.

Cool

han skriver: 16.

Fint Jeg har fri kl. 16 den dag

ok. så klok 17?

Den er fin

perfekt. det skriver jeg til ham. det blir dejligt!

han er en god onkel, ham preben.

Ja, det gør! Og ja, det er han virkelig!

der er så meget af os i ham

Ja!

det der utilpassede smukke

Lige præcis!

han ville også elske the great southern trendkill, hvis han var fra vores generation

Ja, det ville han garanteret

jeg har skrevet, at vibeke meget gerne må komme med.

og at jeg tager ditte med.

jeg tror ditte og vibeke vil svinge godt sammen,

southern trendkill er altså det bedste album

hvis bare de havde lavet den samme i studiet.

lavet den sammeN, mente jeg

der er så meget blues og country i den musik

groooove

Chat afsluttet

Skriv en besked ...