Hele dagen har vi været i kolonihaven, vi har hevet loftet ned i køkkenet, i løbet af den våde vinter har svamp bredt sig overalt i træværket. Og vi har været i haven, rykket ukrudt op, gjort drivhuset klar. Vi har set det for os, hvordan det kommer til at se ud om tre-fire år, når vores planer begynder at manifestere sig.

Solen begynder at stå lavt på himlen, kulden kommer snigende, og vi retter os op, strækker de ømme ryge. Først da sender vi vores blikke ud over det umiddelbare: og der ligge Herlev Hospital i horisonten. Majestætisk, fjernt fra vores kriblende haveverden. Og det går op for os: i timevis har vi ikke tænkt på Corona-virussen, som har lagt verdens gader øde omkring os. Lige derovre ligger nogen i respirator, klarer den ikke. Men i fem timer har det været fjernt. Nu kommer det væltende ind igen. Ind i nervesystemet, og sitrer. Jeg tør ikke tænde radioen, tør ikke gå på Facebook. Min krop kan ikke rumme det, kan ikke rumme - jeg var lige ved at kalde det virkeligheden - men mener: flere dårlige nyheder. Jeg er én af dem, der bliver lammet af det. Jeg lider af angst. Truslen opleves for mig som akut, noget der står lige foran mig, og som jeg er nødt til at handle på med det sammen. Flygt eller kæmp. Hvor skal jeg løbe hen, hvilke våben skal jeg bruge?


Men det er satans, min bedste medicin er at være sammen med venner. Men det kan jeg ikke for tiden, i denne isolation. Jeg er sikker på det vækker nogle gamle traumer i mig. Helt tilbage fra opvæksten i Fjerritslev. Jeg følte mig så fremmed og uønsket der.