Ditte fortalte hvordan hun fik kuldegysninger, da det endelig gik op for hende, hvad Heideggers fænomenologi gik ud på.

Ditte og jeg holder en lille førfest, vi lytter til hendes yndlingssange på anlægget og deler en sixpack. Senere skal vi ned på Underwerket, for at høre Puke Wolf, et hardcoreband fra århus, som jeg ikke har fået lyttet så meget til, som jeg egentlig har haft lyst til. Jeg kender to af medlemmerne, jeg spillede sammen med dem i et par måneder, da jeg boede i århus. det er næsten fem år siden, jeg har set dem sidst. Men jeg følger dem på Facebook, så det er lidt som om, vi har holdt kontakten i mellemtiden. Jeg ved at bassisten nu bor i københavn, er har studeret litteraturvidenskab. Jeg gad godt vide, hvordan de har holdt bandet ved lige med så stor afstand imellem sig.

Da vi holdt jul, skulle det vise sig, at det også var morfars sidste dage. året forinden fik han en blodprop i hjertet, som han overlevede, men det svækkede ham selvfølgelig. han fyldte 90 i maj. og da han faldt på vej ind i stuen fra terrassen, og brækkede sin hofte, kom han sig hurtigt. Men det har selvfølgelig også tærret på kræfterne. Han var kun halvt til stede i juledagene. han var som et spøgelse, det var som om en del af ham allerede var taget i forvejen. hans vejrtrækning var besværet, han snappede efter vejret. når han faldt i søvn i lænestolen, frygtede jeg at han var død. Jeg skulle lige hen og lytte. han sad og nikkede over juleanden, hånden rystede, når han skulle føre glasset med rødvin op til munden.

den der hele tiden ikke må se mig, er mig selv.

jeg er over mig selv som en forlods skuffet forælder eller lærer.
intet under, jeg har så ondt i maven. jeg føler mig så presset.

I emignoergaard har vi arbejdet med vildt nærsynet perspektiv. vi har udtrykt os i løsrevne fragmenter af et kæmpestort hele. først og fremmest vores ture til indien. det er som vi har været i gang med en gæringsproces, hvor kun få dråber er piblet ud i verden indtil videre. det jeg gerne vil nu, er dels at skærpe den metode, dels arbejde med at komme op i større formater, skabe narativer, scenarier, etc.

det gode ved ler som vækstmedie er, at det er negativt ladet, sådan at det kan indgå ionforbindelse med positivt ladede næringsstoffer. men det skal blandes op med fx sand, ellers bliver det for kompakt, og derfor iltfattigt. desuden holder ler så godt på vand, at rødderne kan komme til at rådne, hvis leret er blandet op med sand.

i dag har jeg forøvrigt lært at kende forskel på en totakts- og en firetaktsmotor, og forskellen på motorer der skal have enten diesel, ren benzin eller olieblandet benzin.

så nu er det noget jeg kan.

det kunne jeg ikke for fem timer siden.

mine storetæer brænder, så var mine nyindkøbte sikkerhedssko alligevel lidt for små. jeg håber jeg vender mig til det. at mine tæer bliver hærdede, for skoene udvider sig ikke. ikke med den stålkappe de har i snuden. de er sådan indrettet, at hvis noget, der er tungere, end hvad kappen kan holde til, bukker den ned, og skærer tæerne af i et rent snit. så er chancen for at de kan syes på igen større. hvis ikke kappen bukkede ned på den måde, ville tæerne, hvis uheldet er ude, bliver knust.

nu er jeg godt nok ikke gud, men hvis jeg var

det giver ikke mening, at sige at man har en stemme eller en stil. man har mange.

Snakkede i telefon med mor. Egentlig skulle jeg bede om at overførte 3000 kroner af mine julegavepenge til min konto. Det er dyrt at starte på gartnerskolen: jeg betaler næsten 100 kroner om dagen for transport til Roskilde og tilbage til Valby igen, og min biologibog kostede 300 kroner. Og det er ikke det eneste. Det er ekstraudgifter jeg ikke har været vant til længe. Så jeg har brug for et saltvandsindskud på min konto. Og så er det jo fantastisk at mor gav mig titusind kroner i julegave. Men samtalen kom selvfølgelig også til at omhandle alt muligt andet. Hun fortalet mig at hende og hendes to søstre har tømt morfars hjem. Eller i hvert fald er de i gang med det. Og talen faldt på hans mange kalenderbøger, hvor han har gjort optegnelser hver eneste dag i i hvert fald fem årtier. Han levede et langt liv, som jeg sagde. Men mor og hendes søstre, mente ikke, at nogen af dem ville komme til at læse optegnelserne, så de ville smidde dem ud. Jeg var chokeret. Det er noget af det, jeg virkelig husker min morfar for; at han skrev dagbog, som han kaldte det, hver dag. Eller: han sagde bare, at han skrev ned hver dag, hvad der var sket. Jeg ved at han skrev hvordan vejret havde været. Og i telefonen fortalte mor mig begejstret, at hun havde læst en dagsnote, som lød noget i retningen af: "Det har blæst meget. Jeg kørte i grøften, og fik to buler." Men alligevel havde de altså aftalt at smidde dem ud. Da vi snakker sammen, kommer hun tanker om, at hun da endelig også godt gad læse de noter, morfar har taget, fx den dag han første gang mødte min far, eller da jeg, eller min bror blev født. Hvad kan han have skrevet? "Lene fik en dreng. Han skal hedde Lars Bo." 

I uge 7 skal jeg i en uges praktik. Og det stresser mig. I dag gik jeg spontant ind i TagTomats butik på Jagtvej, og spurgte om de kunne bruge mig i en uges tid. Men det kunne de ikke. Det skuffede mig, jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Det var ikke mig de ikke kunne bruge, selvom det var sådan det føltes. De havde ganske enkelt ikke noget, at sætte mig til midt i februar måned. Jeg havde tænkte tanken selv i forvejen. At der nok ikke var så meget at lave for en gartnerelev i februar i selskab som dyrker undendørsplanter. Og desuden kommer deres gartner ikke tilbage på arbejde før til marts. Hvis der ikke er nogen gartner til stede, kan jeg lære noget, min praktik ville ikke blive godkendt. Det altsammen meget naturligt. Men alligevel en skuffelse. Og jeg har det svært med skuffelser. Og jeg har det svært med følelsen af at være afvist. Om den så er reel eller ej. Så kan jeg reflektere over det så meget jeg vil. Følelsen rammer mig alligevel altid. Og den kan være vanskelig at komme over. Jeg var svimmel, da jeg kort efter steg på bussen mod Valby, det var ubehageligt at stå blandt så mange mennesker, uden flugtveje, uden nogen mulighed for at få ro. Jeg forsøgte at tænke på de tekster, Nikolaj har bedt mig om at skrive til sin fotoudstilling om en måneds tid. Men det hjalp ikke meget. Bekymringerne fik overtaget, og jeg kunne ikke overbevise mig selv om, at jeg kan skrive noget af værdi for andre end mig selv. 

Jeg er interesseret i hvordan man som gartner kan arbejde med utæmmet natur.

Har jeg pakket mig selv ind, omviklet mig med silketråd, vedbend. 


som yngre, som er de sprunget ud af vores hoveder.
  En drøm trådt ud i fuldt dagslys.  

over, blandt, mellem, hvilken,


Historiens rødder, 


økse og ild. Mahashmashama, den store kremeringsgrund. 

Har sat mig godt til rette, stolen er hård, men jeg har vænnet mig til det, og hvem var det, som sagde, at man aldrig må sidde for komfortabelt, når man skal arbejde, og at éns omgivelser ikke må være for tillokkende, for interessante. 


Ikke for mange ydre distraktioner. På den måde er skrivearbejdet i familie med sadhuernes austerities. 


Kroppens begær, sansernes vellyst etc., må dæmpes, for at hjernen kan være kølig, fokuseret. Ser det for mig, som har jeg et prisme dybt i hjernen et sted. 

Måske det er koglekirtlen, conarium, det mytologiske tredje øje, drømmenes og visionernes sted: at det er det/den der skal aktiveres, det er et arbejde i sig selv. Dét er yoga. Ryggen ret, åndedrættet roligt. 


Mere om det senere. 

klippet ind fra: KASHI

Hvis nogen fortalte mig, at vi har boet her i hundrede år, tohundrede, så ville det ikke komme bag på mig. Jeg registrerer næppe tidens gang mere, det interesserer mig ikke, ser mig aldrig i spejlet. Jeg kan se det på Troels’ blik, når det er tid til at få skægget studset, mit hår klippet, det der er tilbage af det. Når solen steger hårdest, når det er den grusomme tid på året, mærker jeg min isse brænde. Også det kan jeg se på Troels, når min isse begynder at blive rød, men jeg ignorerer det, ikke fordi jeg skammer mig over min tiltagende skaldethed, men fordi, ja, jeg ved det faktisk ikke, en medfødt stædighed måske. Historien om min familie, at vi har blod fra både Spanien og de Vestindiske øer, slaveblod. At min hud, så bleg den ellers er, bedre kan modstå den skadelige virkning af solens stråler. Jeg elskede den engang, solen, længtes efter den i de kolde, grå måneder i vores hjemland, det mudrede, sjaskede lille land mod nord, Danmark, Tysklands blindtarm. Men nu er det anderledes, har det været i time out of mind, som Shakespeare skrev, jeg husker ikke i hvilket stykke. Ikke fordi jeg er så belæst at det gør en hel masse. Jeg har da læst min stak bøger, bevares, stakke endda, det meste er forduftet med tiden, støv. Himlen er blå. Nu er jeg mere interesseret i at skrive selv, og ellers bare sidde her og lytte. Det lyder så idyllisk, så afklaret. Men det er det ikke. Apati vil jeg heller ikke kalde det. Faktisk vægrer jeg mig ved at kalde det noget som helst. Gået i stå måske, måske er det det. Eller jeg venter. Er det ikke det man gør her? I Varanasi. Eller Banaras som de lokale udtaler det. Eller KASHI, den strålende, lysets by. Er det ikke det man gør her, venter. Det er lang tid siden, jeg har været nede ved floden, nede ved Ganga og skue ind i flammerne/ ligbålene. Jeg behøver det ikke mere. De brænder konstant som de altid har gjort. Jeg skal bare lukke øjnene, så er jeg der.

Mahashmashama, den store kremeringsgrund.

The Field of Liberation

… Johann og Jünger ankommer … En bil bremser op i gruset, stemmer gennem junglen, den rødtoppede fugl med sin kvidren, sit hinsides. 


Det er som at se Troels og mig igen, som yngre, som er de sprunget ud af vores hoveder. En drøm som har manifesteret sig i verden. ATITHI, det lyder som et nys, et lidt overdrevent måske, kunstlet, men alligevel, den slags forekommer. Men det det betyder, er en gæst, men ikke en hvilken som helst gæst, men en gæst man ikke havde ventet, en uanmeldt, en udsending fra guderne. - Det er den bedste form for gæst, man kan tænke sig. I Indien lærer mødrene deres døtre, at de altid skal være forberedte på en sådan besøgende. Når man laver mad, skal man altid tage højde for, at der kan være en ekstra mund at mætte.    

Men de ved ingenting, Johann og Jünger, de har øjne som glødende kul, som julelys. Øjne som små elektriske julelys, ja, de skal passe på de ikke sprænger brister, at de ikke. De ved intet om Petra, at hun hver aften tager hundene op til sig i sengen, og vil have dem til at patte, men de kan ikke patte, de slikker bare slikker og slikker grådigt på hendes slunkne tasker af rynket hud og arret, de napper med tænderne, de kradser hende med kløerne, blodet pibler frem, fede dybrøde dråber. Det er hendes lykke, det er det hun kan lide. Jeg hører det ikke længere, hendes hule stønnen, hendes kælne ord, hvordan hun spjætter, benene slå mod muren til vores værelse. The Compound, de kender det ikke, ved ikke hvad det er. Vi burde fortælle dem om det, burde skræmme dem væk. At de ikke. At de som os.


Shanti er blevet så slidt, så vrøvlet, mere end han engang var. Dengang, vi dansede rundt blandt rosenbuskene, de andre blomster, alle de blomster, fløjl, vi lå på tæpperne, en brunøjet ko vandrede ind i paradis, og Shanti klappede den, strøg den over panden. Den flyttede ind, vi sov aldrig, Ravi spillede på verandaen, The Beatles kom og fik hjernepanseret flækket. Har vi været de samme siden, har nogen. Jeg savner ham fra dengang, hvor fuld af liv han var, at han vidste alt, fortalte os om at rejse titusinde kilometer uden at flytte sig, sidde i en gyngestol i morgensolen og rejse kloden rundt, at man ikke rent fysisk behøver bevæge sig. Og vi forstod ingenting, men nikkede, men sad med vores lyserøde hjerner og sugede det hele ind, de flagrende stoffer, de vuggende skulpturer af marmor, den aften, den nat lang, bhang, mandelthe og dryp af flodens vand, regn af blomsters flor. Det lyder så gejlt, det var så gejlt. Nu har han stents omkring hjertet, og én bag øret, han er grøntsag, vi tørrer hans røv, vi hejser ham op i det elektriske værk af plastic og stål fra seng til toilet, hver dag, flere gange hver dag, spritter ham af. Han kender os ikke mere. Skal de se det, Johann og Jünger, skal de se det? I morgen skal de ud til Sarnath, vi har aldrig været der. En rejse på mindre end en time, vi kunne bare få Pingo til at køre os derud i Ambassadoren, men vi gider ikke, vi har ingen interesse i det. Gammelt, dødt, ruiner, hvad skal vi med det.

Egentlig kan jeg ikke med det mere, plukke blomster, flå deres kronblade af. Ængsteligheden har meldt sig i mig igen her til morgen. Vågnede bare med den, uden nogen form for varsel, den har ikke som i gamle dag bygget sig op, gradvis, som noget jeg ikke kunne undgå, noget der akkumulerede stadigt voldsommere svingninger i mit kød, en sitren og dirren, en skæren, som noget der vil ud, og min angst for angsten selv. Men i dag kom den altså uanmeldt. Jeg forsøger at huske, om jeg har drømt særligt kraftigt i nat, men intet dukker op, jeg er blank. Og siden Troels og jeg for længst er holdt op med, at sove på samme værelse, kan jeg ikke spørge ham, om jeg har ligger og vendt og drejet mig, om jeg har snakket, skåret tænder. Min kæbe føles ikke øm, tungen kan ikke finde steder, hvor der er opstået nye mangler nogen tand, ingen splinter er åbenbart flækket af. Gamle tænder. Men hvorfor er den her, angsten, jeg troede den var væk, at det var lykkedes mig at forvise den til ikke-eksistens. Men hvis angsten ligesom bevidstheden er et kosmisk potentiale, en resurse, som ringe i vand, auratiske fænomener, telepati. Hvorfor er min krop nu igen modtagelig for det? Skal jeg reflektere nærmere over det, eller skal jeg lade det passere/ forsøge? Jeg må se tiden an. Har jeg pakket mig selv ind, omviklet mig med silketråd, vedbend. Troede jeg, at jeg var ved at blive BANYAN. Er det alligevel ikke slut, er de alligevel mere tilbage, end at vente? Og har det noget med de prøjsiske ungersvendes ankomst at gøre? Har bemærket hvordan Troels’ øjne har dvælet ved mit underansigt det sidste par dage eller tre. Er det tid til en studsning af skægget, skal det helt af? Det er forår, om fjorten dage, er det HOLI igen, om en uge SIVATRI. Snakkede med Jünger i går aftes, vi delte en pibe, han sagde at de allerede skal hjem igen dagen inden den store fest, Siva og Parvatis bryllup. Det er en skam, det er årets smukkeste døgn i Banaras, det burde de have med. Det var først med det, vi forstod, hvilket sted vi også er, at det ikke kun er bål og død, hudsyge hunde og spedalskhed. At det også handler om kærlighed. Amor fati, mementa vita. (noget sanskrit-klogt her). Mærker en spiren, men den skræmmer mig, jeg vil hele tiden ned at ligge.

Anspændelsen i især min venstre side, skulderen, og ned omkring nyren, milten, hvis det er der milten sidder. De to steder trækker sig ind imod hvert sit gravitationspunkt, mens de samtidig stråler ud, imod hinanden, indgår i et netværk, (mycelium), spreder sig, og hvis også min højre side bliver erobret, så er den gal, helt gal, så kommer dobbeltsynet, svimmelheden, det retningsløse, rastløse, uroen som har sendt mig på hospitalet mere end én gang, uger måneder, hvor det i sig selv er anstrengende nok at bære vægten af kugledynen, væggens grå flade, dens mikroskopiske uendelighed, et landskab på størrelse med det mindst tænkelige synsfelt, men som fortsætter/ floder, slugter, mulige skred og sammenstyrtninger, (vortex, malstrøm). Uger, måneder før verden langsomt igen kan overskues, tingene, fænomenerne få deres navne betegnelser tilbage deres mening. Sætninger kan formuleres, tanker flyde uden at støde sammen, men indgå i babelske mylderspil. Hvorfor især min venstre side? Den neglegt, hvorfor lige venstre. Og hvorfor kommer det nu igen? Har det nogensinde været væk? Måske jeg, nej ved det ikke. Vi har været her så længe, jeg kan ikke længere skelne. Højre, venstre, øst vest her, det giver ikke mening, kompasnålen drejer rundt og rundt. Du baldrer hovedet imod en mur, skvatter omkuld i møddingen. Sand og vand. Vand og sand.

Og: Aske, aske, aske.

(Walser fra Sebalds forord)

Navigation. At ro, være ro-lig. Sejle. Det er ikke noget jeg kan bevise, i det mindste ikke endnu, men jeg har en kraftig fornemmelse, Kali Yuga er overstået, at universet, intet mindre, har skiftet gear. Naturen er gravid igen,
luften fuld af fløjsblomst, kantarel og hibiscus. (mantra)

brev til anders

Næste uge: lad os se på det. Jeg er glad ved skolen, men der er også smæk på. Shit mand. Der skal læres vildt meget. I dag havde vi naturfag; om ionforbindelser og kovalente forbindelser, og jeg fik en slags hjernekrampe. Vi får ikke lektier for, men hvis jeg skal følge med, skal jeg give mig nogle selv, kan jeg godt se på det hele. Men så lærer jeg jo det. Så.

Den slags drømme har jeg også forholdsvis ofte. Hvor vi er tilbage i Varanasi. Men den har sine helt egen drømmegeografi. Fx er der en sovjetagtig bydel som ligger delvis i ruiner, men også har et stort bibliotek/indkøbscenter/museum. Og nede ved floden er der endnu mere tæt med folk, ghatsene er overbyggede, som om de snirklede indkøbs-og-tempelgader går hele vejen ned til vandet. Der er også mere natur i byen, og den er ikke så stor som i virkeligheden. Det er let at gå en tur ud på en slags slette med udsyn over hele byen.

angstens speedmetal

Hvad var det nu, jeg ville skrive? Jeg stod og røg en smøg ude under emhætten, og tænkte en masse gode og kloge tanker, men nu er de pist væk. Det er inspirerende for mig, at tage noter, nu, hvor jeg går på gartnerskole. Det minder mig om, hvor vigtigt det er at være observerende som forfatter. Observere den verden, man er i, observere sig selv, observere skriften. Og at alting hele tiden kan laves om, tilføres mere materiale, få fjernet noget, indtil det har fundet sin endelige form. Læreren giver os spredte informationer, som efterhånden samler sig i notesbogen. Nu skal jeg til at overføre dem til computeren her i weekenden. Jeg glæder mig til at se den første uges noter igen, og se, hvad jeg har lært. Og lære mere i samme proces. Noterne skal ordnes og jeg skal slå op i bøger og på nettet, for at gøre dem mere fyldige. Det er fedt, fedt, fedt. Jeg elsker virkelig at gå på gartnerskole lige nu. Det er som jeg sagde til min ven jonas for en uges tid siden, det er den klogeste beslutning, jeg nogensinde har truffet. og jeg tilføjede: og det havde været endnu mere klogt, hvis jeg havde truffet den for ti år siden. Men sommetider skal man igennem noget, før man kan træffe en klog beslutning. Sådan var det. Jeg skulle igennem noget, før jeg kunne få perspektiv. Det samler sig til sidst.

vi er dem, der brænder os selv, og alle og alt med os, af. vi er den sidste generation, vagtskiftet bliver ensomt, ingen følger efter. 

         Angsten er hvid

Depressionen sort
                             
At sunde mig
                   vi er dem der
brænder os selv 
             hængepil, damaskus

australien, koralrevet

   liljekonval



      krænger båden ikke lige lovlig

Jeg må bare arbejde videre. Blive ved med at skrive. Blive ved med at konfrontere min angst. Det er den eneste vej ud af det. Men den er hård, den gør ondt. At skulle gå imod så stærkt et instinkt som angsten, er vildt, vildt vanskeligt. Det føles faktisk umuligt. Og når jeg føler noget er umuligt, er min umiddelbare tanke også, at det bedre kan betale sig, at lade være med at gøre forsøget. For jeg frygter skuffelse. At jeg pludselig opdager, at alle mine kræfter er spildte. At jeg har lidt et nederlag. Og nederlag er ydmygende. Og et ydmyget menneske er et sårbart menneske. Og at være sårbar kan i sin yderste konsekvens være livsfarligt. Er man sårbar, er man mere modtagelig for yderligere sår. Ens modstandskraft er nedsat. Nu bliver jeg træt igen. Tankerne flakker. Der er noget, jeg vil undgå. Der er noget i mig, der vil undgå noget. Jeg har brug for en pause. At sunde mig.

Det er ægerligt, at jeg lider af angst. Jeg ville kunne skrive meget mere, holde fokus på det i meget længere tid, hvis ikke angsten hele tiden skulle hive i håndbremsen.

Jeg er så glad, for at være startet på Gartnerskolen. Mine klassekammerater er gode, rolige, milde mennesker. Så forskellige den ellers er. Og vi har det til fælles, at vi er vildt optagede af planter. Uanset hvad vi snakker om, har det altid baggrund i den interesse. Om så det er hvordan vi er endt med den beslutning, at blive gartner, vi taler om. Det er så forskelligt. Nogle, de unge, er ofte opvokset i en familie, som var havemennesker. Så er det naturligt at ville fortsætte den gode tradition fra familielivet ind i erhvervet.

brev til anders

Hej skatte! Sød kat I har fået jer. Ditte holder mig opdateret om den. Og jeg kan forstå at hende og Ida har aftalt at vi alle fire snart skal ses. Det er jo en fremragende idé. Gode damer, vi har. --- Men måske vi også snart skal ses og kigge på lidt tekst? Og gå en tur eller sårn noget. Lave en dejlig dag for os. Det hedder jo helst weekend for mit vedkommende nu, hvor jeg er begyndt i skole. Faktisk er jeg lige kommet hjem fra første dag dér. Meget mærkeligt, meget spændende, og ikke mindst lovende. Lige nu er jeg meget glad for, at det er en forholdsvis voksen og blandet gruppe, jeg skal læse med. Folk der har akademiske uddannelser, som de ikke kan bruge til noget, er der fx en del af, så føler jeg mig lidt hjemme i det. Folk der har læst bøger, ikk. Og folk der har været rundt omkring i verden, folk der er flagrende typer. Og plantenørdede. Så alt godt. Kys.

mit pis lugter af pis og angst og lort

det sikreste sted i hele livet er afvisningens

JEG ER SÅ RASENDE

FORTÆLLERNE i de her noter, når de bliver til en bog
Welcom to Hell0


så grim en titel

der er kun én, kun én fortæller
en fjollet
en klog
en halvsjov


hvor meget kan han sælge
skal han ende som
havecenter


planternes at de kan blive solgt

hvad skal vi gøre, hvor skal vi gå hen

når ilden tager fat


på den måde er jeg
sikker på

at

Bålene brænder

havde noget profetisk i sig



hvorfor lave noget, andet
end det rent dagligt

rent dagligt daglige

hvis apokalypsen alligevel kommer

hvis apokalypsen
alligevel er
nu

 det slog mig, nej
det gik mildt op for mig
her den anden dag
på vej hjem
i s-toget, som
sædvanlig, at
vi netop, hvis vi
indser det, er
vidner som ser ud
inde fra bålet,
vi er dem, der
brænder os selv,
og alt med os,




så var det alligevel en tragedie

Det er ok, jeg affinder mig med min dødelighed, jeg vil ikke miste.
En slap hånd, et mælket blik.

Noter, noter, skitser. Jeg må færdiggøre noget. Uden bekendelser. Det er det, jeg leder efter. Skrive som Dermot Healy. få ham ind i mit blod. Blod som er liv, som Dracula siger. Som om det var noget skamfuldt. Hvor var jeg skuffet over det sidste afsnit af den nye Draculaserie på Netflix. Claes Bang havde ellers sine stunder. Han var dæmonisk charmerende. Men jeg gider ikke den historie mere.
Eller det gør jeg.
Åbnebart. Min hjerne, mit intellekt siger nej, kroppen siger jow. Nordjyde som jeg er.
Ængstelig, rundet af det småborgerlige,
hvad naboen tænker. Altid de tanker,
som om de var mine egne. Jeg vil
ikke mere.

De kan rende mig, deres
stemmer, deres krav om
at der skal være en hæk
så høj, så skal den fjernes
igen, så skal vi kunne se
hinanden, rulle gardiner
for, gemme os under spise-
bordet, hvad skal vi ha?

Nej



Jeg sidder her
på den anden-
sidste dag inden


Og drikker champagne
som

Der er ingen, der ved
der er ingen, der ved
hvad der rør sig i mit hjerte, hvilken storm,

Tegneserie med Martin:

Vi har altså den her hovedperson. Men vi ved ikke, hvad han hedder. Måske er det også irrelevant. Og dog vil jeg gerne vide det. Så jeg bedre kan kende ham, bedre mærke ham. Underligt, hvordan navne synes at bringe én tættere på nogen. Hvad er det med benævnelsen?

Ditte fortæller begejstret om Dolly Parton. Hvor sej hun er. Hendes øjne lyser. Hun er ikke sgu ikke bare nogen pretty little lady. Som Dolly selv siger: They call me a dumb blonde - but I ain't dumb and I ain't blonde. Han har svært ved at følge med. Han er lige kommet hjem efter den andensidste dag på arbejdet. Den andensidste dag i Havecenteret. Der er en knude i hans mave. Det føles forkert. Han har jo haft det godt der. Hvorfor så stoppe. Men det kan ikke være anderledes. Så skifter Ditte emne til vaginalcreme, og derfra til børneorm; hendes veninde Linda har fået børneorm.

Sidder lige og ryster lidt. Mine flossede nerver. Sådan er de bare. Hvis jeg vænner mig til det, går det måske over. Hvis jeg lærer at trække vejret ordentligt. Det er en gammel historie i mit liv, vejrtrækningens. Jeg har aldrig været god til det. Det er derfor, jeg skal gå til yoga, det er derfor jeg skal huske at meditere hver dag. Det er derfor.

Mine kinder blusser, kan jeg mærke.

Men der har også været en del stress på det seneste.

Jeg har lyst til at rejse ti Indien igen, men klimakrisen.

At begrænse sig.

At styre sit begær.

Jeg vil have mere.

Jeg kan aldrig få nok.


Plud

Vi har fået en salat med bulgur, feta, spidskål og tomat. Vi skal være sunde nu, det er det nye år.
I går blev hun bange, satte sig i sofaen, og græd pludselig. Søndag havde hun voldsomme underlivssmerter, og i går var hun ved lægen. Men lægen kunne ikke sige noget entydigt, klart om, hvad der var galt. Det kunne være en cyste, der var sprunget, i kombination med ægløsning. Og så var der muligvis pigmentforandringer omkring skeden. Hun havde læst på nettet om sygdomme, som læger ofte overser. Og fundet én som passede på symptomerne. Måske kunne hun ikke få børn nu, måske var det slut med sex. Det var panik. Jeg kender det udmærket fra mig selv. Derfor undgår jeg, at læse den slags. Og det gør hun egentlig også normalt. Det går hurtigt amok. Men det hjalp at få det sagt. At få frygten ud.

Vi er kommet i en alder nu, hvor livets grumme sider kommer tættere på. Sandsynligheden for alvorlig sygdom er blevet større. Min sidste bedsteforælder er lige død. Vores forældre bliver ældre, er ikke på arbejdsmarkedet mere. De bevæger sig imod alderdommens uundgåelighed. Og vores egne, før så unge kroppe, begynder at vise tegn på slitage, min højre fods tæer gør ondt, jeg springer ikke så let op fra sofaen mere, som jeg gjorde engang. Det er underligt, svært at vænne sig til. Hvornår skete det egentlig? Hvornår holdt vi op med at være unge? Jeg undrer mig tit over det, når jeg er ude i byen, sidder i S-toget og ser mig omkring, og ingen anelse har om, hvad de unge først i tyverne lytter til i deres earplugs, hvad de kigger på på deres smartphones. Jeg har ikke engang en smartphone selv, jeg føler mig som en olding, når jeg sommetider låner Dittes, fordi jeg får brug for at tjekke en mail, når vi ikke er derhjemme. Jeg kan ikke finde ud af det. Kommer til at trykke på noget forkert, forstår ikke hvad der er sket. Hvorfor gør den det her? Og bliver bange for at jeg har gjort et eller andet helt galt, slettet noget, ødelagt hendes telefon.

Tidligere i dag fik jeg en sms med besked om, at jeg havde fået et brev fra Roskilde Tekniske Skole i e-boks. Jeg var ikke et øjeblik i tvivl om, at det var en bekræftelse på min ansøgning til gartnerskolen. Men det var det ikke. Det var et brev som meddelte mig om, at jeg manglede at dokumentere at jeg havde afsluttet dansk og matematik på 9. eller 10. klasses niveau med et gennemsnit på 02. Jeg havde ikke et sekund overvejet, at der ville være et problem. Jeg havde vedlagt mit eksamensbevis fra gymnasiet i ansøgningen, og tænkte at det var dækkende. Men det var det ikke.
Jeg føler mig som en idiot. Jeg burde have søgt ind for længe siden, jeg burde have sat mig ind optagelseskravene. At eksaminer på et højere niveau åbenbart ikke gælder. Nu er jeg på røven. Havde jeg søgt ind tidligere, havde der ikke været noget problem, så kunne jeg være gået op til en prøve, som, hvis jeg havde bestået, havde givet mig adgang. Lige nu er mit eneste håb, at Halvorsminde Efterskole, hvor jeg gik i 97/98 stadig har mit eksamensbevis liggende. Jeg tvivler. Jeg sveder.
Det er så typisk mig, at være ude i sidste øjeblik. Ikke at få tingene gjort ordentligt.
Som Ditte sagde: Du tager ikke styring, du regner bare med, at tingene ordner sig selv.
Og det har hun ret i. Jeg skammer mig over det.
Nu står hun ude i køkkenet, og ryger under emhætten. (Det er hendes yndlingsrum. Det og soveværelset.)

Det er en underlig naivitet, jeg har i mig. Jeg er ikke i stand til at forholde mig til sådan noget, som at søge ind på en skole, som noget der kræver noget af mig. Jeg overbeviser mig selv om, at siden jeg har besluttet mig for at tage den uddannelse, så kommer jeg også ind. Formaliteter. Jeg respekterer dem ikke. Det bliver jeg nok nødt til at lære. Jeg er irriteret på mig selv. Det her kunne være undgået. Hvis jeg havde været mere fokuseret, mere til stede i det jeg gøre, det jeg skal, det der kræves. Hvordan også de områder af tilværelsen, jeg ikke bryder mig om, fungerer. Tage mig sammen. Hvor jeg hader det udtryk. At tage sig sammen. Det har med min angst, at gøre, jeg er bange for den. Men også en vis magelighed i mig. Jeg gider simpelthen ikke.  Det, der er svært, må være nogle andres opgave. Men så svært er det virkelig heller ikke, at sætte sig ordentligt ind i, hvad der skal til for at komme ind på en uddannelse. Men jeg havde lullet mig ind i en forestilling om, at jeg levede op til de krav, at der ingen forhindringer var. Det gør kun mit liv mere besværligt, at jeg ikke er mere opmærksom. Men mit mod glipper.

Trist og grå og træls dag i dag. Januar, når det er bedst. Jeg hader det. Og det, føler jeg, er det bedste, jeg kan gøre: hade det.

Og pludselig blev jeg meget nervøs, da det gik op for mig, at der kun er en uge til, at jeg skal begynde på gartneruddannelsen. Det er mange år siden, jeg sidst har uddannet mig. Eller rettere: gået i skole. Og det bliver virkelig skole, er min fornemmelse: fra 8 til 16 hver dag, minus fredag, hvor jeg får fri klokken 14. Timer og frikvarter. Madpakker. Lektier. Shit. Og jeg kan sagtens forvente at komme til at gå i klasse med nogle som er tyve år yngre end mig. Mit intellekt stritter imod.

Der er ikke sket noget det sidste par dage. Ikke noget, der er værd at skrive om. Jeg har ligget i sengen eller på sofaen og gloet serier. Dracula og The Messiah. Det passive liv. Det var det samme med min mor, sagde hun, da jeg for kort tid siden snakkede med hende. Hun ringede for at sige at der er tilbud på støvler i Eventyrsport. Hun vil gerne give mig et par nye støvler. Hun har også været træt og doven hele weekenden. Bare ordnet lidt tøj. Ellers bare set tv. Det har været et par hårde uger.

Jeg er ør i hovedet af det.

Og Ditte ligger med underlivssmerter inde i sengen.

Og så skal kærligheden herske.

Man skal ikke sådan gå og gemme på sig selv.

Med i tasken til Nordjylland havde jeg tre bøger: Gry Stokkendahl Dalgas' Det er herfra jeg vil begynde at tale, disse ord kan finde vej; Geoffrey Ashe's Merlin - The Prophet and his History; Laurence Sterne's A Sentimental Journey.

Møder jeg forhindringerne, blokeringerne én ad gangen, lader det sig gøre.

Det skal jeg hele tiden minde mig selv om.

Ligesom det der, vistnok buddhistiske, ordsprog om at, hvis man skal spise en elefant, så er det bedst at gøre det én bid af gangen.

Der ligger bitre erfaringer bag den slags indsigter.

Det er ikke noget at grine af.

Og min mors fætter Ole, som Ditte og jeg besøgte i Skagen i sommer, var der. Han har fået konstateret kræft i den ene mandel, han siger det ikke har en skid med rygning at gøre. Han har kæderøget hele livet (han har kæderøget siden han kunne). Og står også med en smøg i kæften, da han fortæller at de har rykket alle hans tænder ud, for ellers får strålerne dem til at smuldre.  
    Så I kommer til at betale de nye, siger han. Og jeg svarer, at det gør vi gerne.
    Nåja, siger han så, vi betaler jo allesammen for dem.
    Det er en god ordning, svarer jeg.
    Han skal nok klare den, han gider ikke dø.

Jeg bliver mere og mere glad for min nordjyske baggrund med årene. Stædigheden, det punkrockede ved nordjyder. Døden kan sgu da bare komme an. Eller myndighederne. Eller hvad fanden. De er så direkte. Jeg flygtede fra det, da jeg var yngre. Jeg var for følsom. Eller hvad det var. Jeg ville til København. Kultur og den slags. Være kunstner. Digter. Forfatter. Jeg kan ikke tage de ord i min mund. Det er ikke det, jeg er. Forfatter.
    Jeg skriver.
    Jeg holder dagbog, ligesom min morfar gjorde.
    Det blev nævnt i præstens tale. I forlængelse af fortællingen om hans, morfars, ordenssans. I smedjen lå alt på sin plads. Det måtte ikke flyde. På samme måde holdt han dagbog. 

Mayhem: Daemon

I en gevaldig brandert for to uger siden, købte Niels Ole og jeg billetter til Mayhems koncert i Leipzig den 26. november. 30th Year Ritual.

Og nu Esoteric Warfare


*

Og nu Purple Mountains. Jeg vil gerne skrive om David Berman.

Jeg vil gerne skrive om Black Metal.

Jeg vil gerne skrive om mit forhold til metal. Hvordan jeg opdagede Pantera. Den store tumpe Phil Anselmo. At være fan af sådan en bøv. Stor sanger, dårlig tænker.

Og Nirvana.

Det virker afgørende for den vej mit liv tog.

Grunge. Metal.

Sonic Youth ikke at forglemme. Samtalen mellem Thurston Moore og Necrobutcher.

FACEBOOK LIVESTREAM:

På Torvegade på Christianshavn er en bus knækket over på midten.

USA har dronedræbt en iransk general. Folk spørger sig selv og alle, om det er begyndelsen på 3. Verdenskrig, vi er vidner til. Der drages paralleller til mordet på Franz Ferdinand i Sarajevo 1914.

Buskbrandene i Australien er så store, at de genererer deres eget vejr - "pyrocumulonimbus" tordenvejr, der kan starte flere brande.

Nogen skal på ferie på Mallorca til foråret, de vil gerne have idéer til, hvad de skal se og spise.

Det har været en tåget morgen i Varanasi. 

Jeg kan godt lide skitser, noter, dagbøger.  

Skrivebordsvoyeurisme.

 Vis mig det hele. Fortæl mig alt.

Den mindste detalje.

Spiser det sidste stykke kransekage, laver dagens sidste kop instant. Der er kaos i min krop. Hvorfor så ikke også en smøg mere, for ligesom at køre nervesystemet helt op? Jo da.

Både nikotin og koffein gør mig urolig. Jeg har kun spist et stykke kransekage i dag. Men jeg har været i bad. Og jeg har onaneret, spermet mig selv i navlen. Hvis du endelig vil vide det. Det var derfor, jeg gik i bad. Onani beroliger. Det er uroligt at være liderlig. Jeg kunne også løbe en tur. Men jeg gider ikke løbe. Jeg ryger dagens anden smøg. Jeg elsker det trivielle. Pornografi, findes der noget mere trivielt? Fuck, den smøg gjorde mig urolig, det kunne jeg godt have undværet, nu ved jeg ikke, hvad jeg skal gøre. Drikke en kop kaffe? Det har jeg faktisk lyst til. Hvorfor så ikke bare gøre det? Og give uroen maksimalt råderum. Så må vi se, hvad der sker. Om jeg går i panik. Gu' gør jeg ej. Pludselig får jeg lyst til at læse Lean Nielsen. Men jeg ved jeg ikke kan koncentrere mig om at læse lige nu. Suk. Bliver jeg aldrig klogere? Jo da. I år gør jeg. 2020 bliver fornuftens år. Det er helt sikkert.

Jasminen, jeg købte for en uge siden, er ved at springe ud. Glæder mig til dens duft.

Jeg hører The Fall, det har jeg aldrig rigtig gjort før. Ikke for alvor, om jeg så må sige. Den tørre postpunkede lyd passer godt til dagen, den tredie i det nye årti, hvad det så end skal vise sig, at bringe. Himlen er grå, det regner vist ikke (jeg har ikke været udenfor endnu), jeg tror heller ikke en vind rører sig derude. 

Jeg har drukket to kopper instantkaffe og røget en blå King's. Jeg ved ikke hvor jeg har de King's fra; jeg plejer at ryge Camel, hvis jeg ryger menneskesmøger. Ellers er det for det meste Golden Virginia. Jeg fornemmer at 2020 bliver året, hvor jeg helt holder op. Og i det hele taget bliver mere sund. Og i det hele taget får mere styr på mit liv. Og i det hele taget.

Det skal blive godt.

Både Martin og Kenneth vil drikke øl med mig i aften. Jeg ved ikke helt. Men det ender nok sådan. Martin spurgte først, så Kenneth må slutte sig til os, hvis han har lyst til dét. Martin og jeg skal også have snakket grundigt om vores ambition om at lave tegneserier. Jeg er kørt helt fast i det. Kommer ingen vegne.
    Det er blevet så uoverstigeligt, det med at skrive. Det forekommer at være en begivenhed af episke proportioner, at simpelthen sætte mig ned og skrive i et par timer.
    Sådan skal det jo ikke være, shit.


Jeg må lære at tage lettere på tingene. Men jeg synes også den nye medicin, den som er specifikt rettet mod angsten lader til at virke. Der er mere ro i mig. Ikke sådan at jeg ikke kan mærke angsten. Men jeg kan bedre nå at stoppe den, inden den kommer ud af kontrol.

Egentlig skulle jeg have været på arbejde i dag. Og lige nu er jeg i tvivl, om ikke det ville have været det rigtige at gøre. Men nej, så skulle jeg bare lave noget kedsommeligt, som at putte julegøjl i kasser eller sætte haveredskaber tilbage på plads. Hvis jeg skulle gå og nusse med planter, ville det have været fint, beskære roser eller vande frugttræer.
Jeg ringede og sagde at jeg havde begravet min morfar i går. Og sagde at jeg ville blive hos min mor og hjælpe hende med det praktiske. Jeg sagde det, jeg nok føler, jeg burde gøre: hjælpe min mor. Men jeg er tilbage i Valby. Vi fløj tilbage i går aftes. Hvorfor ved jeg egentlig ikke helt. Hvorfor vi ikke bare blev i Fjerritslev weekenden over. Og var sammen med mor. Det ville være det mest naturlige eller oplagte. Det var nok en eller anden pligtfølelse, der skar igennem. En eller anden trang til at vise, at så meget betyder døden heller ikke, at man ikke kan komme på arbejde dagen efter sin morfars begravelse. Bavl.
Men jeg tog altså ikke på arbejde. Ringede til Havecenteret. Det var gartneren, der tog telefonen. Hvad er det, du siger? sagde han, da jeg sagde, at jeg havde begravet min morfar i går. Jeg troede, at han vidste det. Det gjorde han åbenbart ikke. Så kondolerede han. Og jeg takkede. Er det, det man gør, når nogen kondolerer; takker? Så ønskede han mig en god weekend. Men tog så sig selv i det. Så ønskede han mig held og lykke. Så en god arbejdsdag. Det samme ønskede jeg ham, dét var i hvert fald passende. Åh, som døden kan gøre én forfjamsket. Og hans far døde for ikke så længe siden, ikke meget mere end en måned eller to. En hjerneblødning. Først troede vi det var hans lille søn, der havde fået en hjerneblødning. Misforståelser spreder sig som ild. Og ingen kunne begribe det. At nogen så ung, ikke mere end omkring fire år gammel, kunne få en hjerneblødning. Hvor tragisk. Slet ikke til at holde ud. Så alle var lettede, da vi hørte, at nogen havde hørt forkert, at det bare var gartnerens far, der lå for døden.
Nu er jeg snart færdig derude, det er vemodigt. Jeg har været i Havecenteret siden april sidste år. Og det har været godt. Det har været et arbejde, jeg har nydt mere end noget andet, jeg har nogensinde har haft. Planter er afstressende. Konkret arbejde med hænderne er afstressende. Ikke som skriveriet, med alt dets uro og tvivl.

Planen var at skrive hver dag i det nye år. I dag er det den tredie. Så den plan skred hurtigt. Ikke at det kommer bag på mig.

Egentlig havde jeg lyst til at skrive i går, den anden, men jeg kunne ikke samle mod til det, eller hvad det var. Jeg havde rigelig med mulighed for at gøre det, da vi sad, Ditte, Niels Ole og jeg, i Aalborg Lufthavn i godt tre timer og ventede på flyet, efter morfars bisættelse. Måske fordi det var et offentligt sted. Måske fordi jeg helst vil skrive, når jeg er hjemme, og i fred og ro. Og så er der det, at jeg har den forbandede angst, at slås med. Den forbandede angst, som blander sig i min lyst til at skrive. Ligesom den blander sig i min lyst til at tænke. Ligesom den blander sig i rent faktisk alt i mit liv. Den blander sig lige nu, gør det svært for mig at skrive; gør det svært for mig at koncentrere mig.

Jeg vil gerne huske, hvad der er sket det sidste par dage. Nytårsaften, nytårsdag, i går. Morfar blev bisat fra Albæk Kirke. Det var koldt, gråvejr og blæsende. Vi stod, familien og vennerne, og skuttede os. Kirken ligger højt i landskabet. En lille, gammel kirke fra 1500-tallet. Underligt hvordan en bisættelse også kan være hyggelig. Det lune kirkerum, de mange mennesker som er forsamlet, sangene vi synger. Kærligheden som bliver tydelig midt i dødens chok. Selvom, så chokerende var det heller ikke, at han døde. Han var 90, og det sidste års tid havde han været syg. Lige inden julen 2018 blev han indlagt med en blodprop i hjertet. Den 24. fik vi fra hospitalet at vide, at han sandsynligvis lå for døden. Hans nyrer var ved at stå af, de var for svage til at klare kontraststoffet, de havde brugt, da han skulle scannes. Men så rejste han sig alligevel. Der var mere liv, han gerne ville leve, den gamle smed. Så han tog et år mere. I hvert fald ville han jo gerne have sin 90 års fødselsdag med. Den 24. maj var vi forsamlet på Dybvad Kro. Hele den pukkelryggede, som man siger. Fætre og kusiner, mostre og onkler. Det jeg kan huske fra den dag, er hvor slidt og forladt Dybvad er. Og at ude bagved kroen stod en bil med to bure fulde af hundehvalpe i. Det var en varm dag, og de stod der i den varme bil hele dagen, og vi forestillede os, hvordan de pissede og sked på hinanden, hvordan de ville dø af tørst. Via søgninger på internettet blev det fundet ud af, at bilen tilhørte en hundekennel, og  på billeder fra hundekennelen, kunne vi genkende en kvinde som arbejdede i kroens køkken. Morfar var gammel og glad. Og stolt. Han sad på sin rollator og smilede.

(var det ikke spirrende forår? og var jeg ikke lige kommet godt i gang i Havecenteret, fortalte morfar om det? overvejde jeg ikke, at det kunne være interessant at opholde mig dér på kroen, den Twin Peaks-agtige, i noget tid, og skrive om det? Er det ikke stadig en god idé?)

Nu er han død. Han holdt jul med min mor og Niels Ole i Fjerritslev. Men det var tydeligt, at han ikke havde det godt. Han var helt hvid, og kunne næsten ikke finde kræfter til at tale. Vand i lungerne. Og han manglede blod. Egentlig skulle han have været indlagt. Et par dage forinden havde han været hos lægen, og lægen ville gerne have ham på hospitalet, så han kunne få blod. Og der var noget med hans infektionstal. Men morfar nægtede, han fik det udsat til den 27. For selvfølgelig ville han gerne holde jul med familien. Og måske anede han godt, at det var ved at være slut. Han var helt hvid, og kunne knapt holde sig oprejst eller vågen. Han havde sine øjeblikke, hvor han blomstrede op. Ved spisebordet. Med et enkelt glas rødvin i kroppen, eller to. Men så heller ikke mere. Også vi holdt os tilbage. Det føltes ikke trygt, at være berusede med så skrøbelig en morfar i huset. Juleaftensdag troede vi han skulle dø. Vi stod egentlig i køkkenet, over forberedelserne og ventede. Hele tiden med ørerne vendt mod værelset, hvor han lå. Hans besværede åndedræt. Den gamle mand. Al den urolige opmærksomhed. Mor, der spørger ham, om hun skal ringe efter ambulancen; morfar der samler alle sine kræfter og siger NEJ. Hvad gør man i sådan en situation? Respekterer den døendes ønske? Hvem ved bedst? Jeg tror han på det tidspunkt havde accepteret, at døden var nært forestående. Men han vidste at han kunne holde den kørende nogle dage endnu. Han skulle bare igennem juleaften, 1. juledag, og så ville min mor køre ham hjem, og der ville han dø. Det var en overraskende god jul, morfars fald mod døden til trods. Han døde på hospitalet den følgende søndag, julesøndag (find teksten; præstens prædiken over den, Ramaskriget, Rakel vil ikke trøstes, hvor vanvittigt det var, at så mange småbørn skulle dø, at vi kan sættes os lidt ind i, hvordan det må have føltes for Rakel, fordi også vi mister - og han sagde der var noget vemodigt ved døden, men jeg fornemmede, at han inderst inde vr glad for den, den mening den tilførte hans liv og virke som præst, mor fortalte, at han havde fortalte at han havde rundet de 1000 begravelser i hans tid som præst i Albæk Kirke, han har været der siden 1982, og går på pension til foråret).

(nu skal jeg have min angstpille).