I uge 7 skal jeg i en uges praktik. Og det stresser mig. I dag gik jeg spontant ind i TagTomats butik på Jagtvej, og spurgte om de kunne bruge mig i en uges tid. Men det kunne de ikke. Det skuffede mig, jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Det var ikke mig de ikke kunne bruge, selvom det var sådan det føltes. De havde ganske enkelt ikke noget, at sætte mig til midt i februar måned. Jeg havde tænkte tanken selv i forvejen. At der nok ikke var så meget at lave for en gartnerelev i februar i selskab som dyrker undendørsplanter. Og desuden kommer deres gartner ikke tilbage på arbejde før til marts. Hvis der ikke er nogen gartner til stede, kan jeg lære noget, min praktik ville ikke blive godkendt. Det altsammen meget naturligt. Men alligevel en skuffelse. Og jeg har det svært med skuffelser. Og jeg har det svært med følelsen af at være afvist. Om den så er reel eller ej. Så kan jeg reflektere over det så meget jeg vil. Følelsen rammer mig alligevel altid. Og den kan være vanskelig at komme over. Jeg var svimmel, da jeg kort efter steg på bussen mod Valby, det var ubehageligt at stå blandt så mange mennesker, uden flugtveje, uden nogen mulighed for at få ro. Jeg forsøgte at tænke på de tekster, Nikolaj har bedt mig om at skrive til sin fotoudstilling om en måneds tid. Men det hjalp ikke meget. Bekymringerne fik overtaget, og jeg kunne ikke overbevise mig selv om, at jeg kan skrive noget af værdi for andre end mig selv.