Jeg må bare arbejde videre. Blive ved med at skrive. Blive ved med at konfrontere min angst. Det er den eneste vej ud af det. Men den er hård, den gør ondt. At skulle gå imod så stærkt et instinkt som angsten, er vildt, vildt vanskeligt. Det føles faktisk umuligt. Og når jeg føler noget er umuligt, er min umiddelbare tanke også, at det bedre kan betale sig, at lade være med at gøre forsøget. For jeg frygter skuffelse. At jeg pludselig opdager, at alle mine kræfter er spildte. At jeg har lidt et nederlag. Og nederlag er ydmygende. Og et ydmyget menneske er et sårbart menneske. Og at være sårbar kan i sin yderste konsekvens være livsfarligt. Er man sårbar, er man mere modtagelig for yderligere sår. Ens modstandskraft er nedsat. Nu bliver jeg træt igen. Tankerne flakker. Der er noget, jeg vil undgå. Der er noget i mig, der vil undgå noget. Jeg har brug for en pause. At sunde mig.