Egentlig skulle jeg have været på arbejde i dag. Og lige nu er jeg i tvivl, om ikke det ville have været det rigtige at gøre. Men nej, så skulle jeg bare lave noget kedsommeligt, som at putte julegøjl i kasser eller sætte haveredskaber tilbage på plads. Hvis jeg skulle gå og nusse med planter, ville det have været fint, beskære roser eller vande frugttræer.
Jeg ringede og sagde at jeg havde begravet min morfar i går. Og sagde at jeg ville blive hos min mor og hjælpe hende med det praktiske. Jeg sagde det, jeg nok føler, jeg burde gøre: hjælpe min mor. Men jeg er tilbage i Valby. Vi fløj tilbage i går aftes. Hvorfor ved jeg egentlig ikke helt. Hvorfor vi ikke bare blev i Fjerritslev weekenden over. Og var sammen med mor. Det ville være det mest naturlige eller oplagte. Det var nok en eller anden pligtfølelse, der skar igennem. En eller anden trang til at vise, at så meget betyder døden heller ikke, at man ikke kan komme på arbejde dagen efter sin morfars begravelse. Bavl.
Men jeg tog altså ikke på arbejde. Ringede til Havecenteret. Det var gartneren, der tog telefonen. Hvad er det, du siger? sagde han, da jeg sagde, at jeg havde begravet min morfar i går. Jeg troede, at han vidste det. Det gjorde han åbenbart ikke. Så kondolerede han. Og jeg takkede. Er det, det man gør, når nogen kondolerer; takker? Så ønskede han mig en god weekend. Men tog så sig selv i det. Så ønskede han mig held og lykke. Så en god arbejdsdag. Det samme ønskede jeg ham, dét var i hvert fald passende. Åh, som døden kan gøre én forfjamsket. Og hans far døde for ikke så længe siden, ikke meget mere end en måned eller to. En hjerneblødning. Først troede vi det var hans lille søn, der havde fået en hjerneblødning. Misforståelser spreder sig som ild. Og ingen kunne begribe det. At nogen så ung, ikke mere end omkring fire år gammel, kunne få en hjerneblødning. Hvor tragisk. Slet ikke til at holde ud. Så alle var lettede, da vi hørte, at nogen havde hørt forkert, at det bare var gartnerens far, der lå for døden.
Nu er jeg snart færdig derude, det er vemodigt. Jeg har været i Havecenteret siden april sidste år. Og det har været godt. Det har været et arbejde, jeg har nydt mere end noget andet, jeg har nogensinde har haft. Planter er afstressende. Konkret arbejde med hænderne er afstressende. Ikke som skriveriet, med alt dets uro og tvivl.