Tidligere i dag fik jeg en sms med besked om, at jeg havde fået et brev fra Roskilde Tekniske Skole i e-boks. Jeg var ikke et øjeblik i tvivl om, at det var en bekræftelse på min ansøgning til gartnerskolen. Men det var det ikke. Det var et brev som meddelte mig om, at jeg manglede at dokumentere at jeg havde afsluttet dansk og matematik på 9. eller 10. klasses niveau med et gennemsnit på 02. Jeg havde ikke et sekund overvejet, at der ville være et problem. Jeg havde vedlagt mit eksamensbevis fra gymnasiet i ansøgningen, og tænkte at det var dækkende. Men det var det ikke.
Jeg føler mig som en idiot. Jeg burde have søgt ind for længe siden, jeg burde have sat mig ind optagelseskravene. At eksaminer på et højere niveau åbenbart ikke gælder. Nu er jeg på røven. Havde jeg søgt ind tidligere, havde der ikke været noget problem, så kunne jeg være gået op til en prøve, som, hvis jeg havde bestået, havde givet mig adgang. Lige nu er mit eneste håb, at Halvorsminde Efterskole, hvor jeg gik i 97/98 stadig har mit eksamensbevis liggende. Jeg tvivler. Jeg sveder.
Det er så typisk mig, at være ude i sidste øjeblik. Ikke at få tingene gjort ordentligt.
Som Ditte sagde: Du tager ikke styring, du regner bare med, at tingene ordner sig selv.
Og det har hun ret i. Jeg skammer mig over det.
Nu står hun ude i køkkenet, og ryger under emhætten. (Det er hendes yndlingsrum. Det og soveværelset.)

Det er en underlig naivitet, jeg har i mig. Jeg er ikke i stand til at forholde mig til sådan noget, som at søge ind på en skole, som noget der kræver noget af mig. Jeg overbeviser mig selv om, at siden jeg har besluttet mig for at tage den uddannelse, så kommer jeg også ind. Formaliteter. Jeg respekterer dem ikke. Det bliver jeg nok nødt til at lære. Jeg er irriteret på mig selv. Det her kunne være undgået. Hvis jeg havde været mere fokuseret, mere til stede i det jeg gøre, det jeg skal, det der kræves. Hvordan også de områder af tilværelsen, jeg ikke bryder mig om, fungerer. Tage mig sammen. Hvor jeg hader det udtryk. At tage sig sammen. Det har med min angst, at gøre, jeg er bange for den. Men også en vis magelighed i mig. Jeg gider simpelthen ikke.  Det, der er svært, må være nogle andres opgave. Men så svært er det virkelig heller ikke, at sætte sig ordentligt ind i, hvad der skal til for at komme ind på en uddannelse. Men jeg havde lullet mig ind i en forestilling om, at jeg levede op til de krav, at der ingen forhindringer var. Det gør kun mit liv mere besværligt, at jeg ikke er mere opmærksom. Men mit mod glipper.