Planen var at skrive hver dag i det nye år. I dag er det den tredie. Så den plan skred hurtigt. Ikke at det kommer bag på mig.
Egentlig havde jeg lyst til at skrive i går, den anden, men jeg kunne ikke samle mod til det, eller hvad det var. Jeg havde rigelig med mulighed for at gøre det, da vi sad, Ditte, Niels Ole og jeg, i Aalborg Lufthavn i godt tre timer og ventede på flyet, efter morfars bisættelse. Måske fordi det var et offentligt sted. Måske fordi jeg helst vil skrive, når jeg er hjemme, og i fred og ro. Og så er der det, at jeg har den forbandede angst, at slås med. Den forbandede angst, som blander sig i min lyst til at skrive. Ligesom den blander sig i min lyst til at tænke. Ligesom den blander sig i rent faktisk alt i mit liv. Den blander sig lige nu, gør det svært for mig at skrive; gør det svært for mig at koncentrere mig.
Jeg vil gerne huske, hvad der er sket det sidste par dage. Nytårsaften, nytårsdag, i går. Morfar blev bisat fra Albæk Kirke. Det var koldt, gråvejr og blæsende. Vi stod, familien og vennerne, og skuttede os. Kirken ligger højt i landskabet. En lille, gammel kirke fra 1500-tallet. Underligt hvordan en bisættelse også kan være hyggelig. Det lune kirkerum, de mange mennesker som er forsamlet, sangene vi synger. Kærligheden som bliver tydelig midt i dødens chok. Selvom, så chokerende var det heller ikke, at han døde. Han var 90, og det sidste års tid havde han været syg. Lige inden julen 2018 blev han indlagt med en blodprop i hjertet. Den 24. fik vi fra hospitalet at vide, at han sandsynligvis lå for døden. Hans nyrer var ved at stå af, de var for svage til at klare kontraststoffet, de havde brugt, da han skulle scannes. Men så rejste han sig alligevel. Der var mere liv, han gerne ville leve, den gamle smed. Så han tog et år mere. I hvert fald ville han jo gerne have sin 90 års fødselsdag med. Den 24. maj var vi forsamlet på Dybvad Kro. Hele den pukkelryggede, som man siger. Fætre og kusiner, mostre og onkler. Det jeg kan huske fra den dag, er hvor slidt og forladt Dybvad er. Og at ude bagved kroen stod en bil med to bure fulde af hundehvalpe i. Det var en varm dag, og de stod der i den varme bil hele dagen, og vi forestillede os, hvordan de pissede og sked på hinanden, hvordan de ville dø af tørst. Via søgninger på internettet blev det fundet ud af, at bilen tilhørte en hundekennel, og på billeder fra hundekennelen, kunne vi genkende en kvinde som arbejdede i kroens køkken. Morfar var gammel og glad. Og stolt. Han sad på sin rollator og smilede.
(var det ikke spirrende forår? og var jeg ikke lige kommet godt i gang i Havecenteret, fortalte morfar om det? overvejde jeg ikke, at det kunne være interessant at opholde mig dér på kroen, den Twin Peaks-agtige, i noget tid, og skrive om det? Er det ikke stadig en god idé?)
Nu er han død. Han holdt jul med min mor og Niels Ole i Fjerritslev. Men det var tydeligt, at han ikke havde det godt. Han var helt hvid, og kunne næsten ikke finde kræfter til at tale. Vand i lungerne. Og han manglede blod. Egentlig skulle han have været indlagt. Et par dage forinden havde han været hos lægen, og lægen ville gerne have ham på hospitalet, så han kunne få blod. Og der var noget med hans infektionstal. Men morfar nægtede, han fik det udsat til den 27. For selvfølgelig ville han gerne holde jul med familien. Og måske anede han godt, at det var ved at være slut. Han var helt hvid, og kunne knapt holde sig oprejst eller vågen. Han havde sine øjeblikke, hvor han blomstrede op. Ved spisebordet. Med et enkelt glas rødvin i kroppen, eller to. Men så heller ikke mere. Også vi holdt os tilbage. Det føltes ikke trygt, at være berusede med så skrøbelig en morfar i huset. Juleaftensdag troede vi han skulle dø. Vi stod egentlig i køkkenet, over forberedelserne og ventede. Hele tiden med ørerne vendt mod værelset, hvor han lå. Hans besværede åndedræt. Den gamle mand. Al den urolige opmærksomhed. Mor, der spørger ham, om hun skal ringe efter ambulancen; morfar der samler alle sine kræfter og siger NEJ. Hvad gør man i sådan en situation? Respekterer den døendes ønske? Hvem ved bedst? Jeg tror han på det tidspunkt havde accepteret, at døden var nært forestående. Men han vidste at han kunne holde den kørende nogle dage endnu. Han skulle bare igennem juleaften, 1. juledag, og så ville min mor køre ham hjem, og der ville han dø. Det var en overraskende god jul, morfars fald mod døden til trods. Han døde på hospitalet den følgende søndag, julesøndag (find teksten; præstens prædiken over den, Ramaskriget, Rakel vil ikke trøstes, hvor vanvittigt det var, at så mange småbørn skulle dø, at vi kan sættes os lidt ind i, hvordan det må have føltes for Rakel, fordi også vi mister - og han sagde der var noget vemodigt ved døden, men jeg fornemmede, at han inderst inde vr glad for den, den mening den tilførte hans liv og virke som præst, mor fortalte, at han havde fortalte at han havde rundet de 1000 begravelser i hans tid som præst i Albæk Kirke, han har været der siden 1982, og går på pension til foråret).
(nu skal jeg have min angstpille).
Egentlig havde jeg lyst til at skrive i går, den anden, men jeg kunne ikke samle mod til det, eller hvad det var. Jeg havde rigelig med mulighed for at gøre det, da vi sad, Ditte, Niels Ole og jeg, i Aalborg Lufthavn i godt tre timer og ventede på flyet, efter morfars bisættelse. Måske fordi det var et offentligt sted. Måske fordi jeg helst vil skrive, når jeg er hjemme, og i fred og ro. Og så er der det, at jeg har den forbandede angst, at slås med. Den forbandede angst, som blander sig i min lyst til at skrive. Ligesom den blander sig i min lyst til at tænke. Ligesom den blander sig i rent faktisk alt i mit liv. Den blander sig lige nu, gør det svært for mig at skrive; gør det svært for mig at koncentrere mig.
Jeg vil gerne huske, hvad der er sket det sidste par dage. Nytårsaften, nytårsdag, i går. Morfar blev bisat fra Albæk Kirke. Det var koldt, gråvejr og blæsende. Vi stod, familien og vennerne, og skuttede os. Kirken ligger højt i landskabet. En lille, gammel kirke fra 1500-tallet. Underligt hvordan en bisættelse også kan være hyggelig. Det lune kirkerum, de mange mennesker som er forsamlet, sangene vi synger. Kærligheden som bliver tydelig midt i dødens chok. Selvom, så chokerende var det heller ikke, at han døde. Han var 90, og det sidste års tid havde han været syg. Lige inden julen 2018 blev han indlagt med en blodprop i hjertet. Den 24. fik vi fra hospitalet at vide, at han sandsynligvis lå for døden. Hans nyrer var ved at stå af, de var for svage til at klare kontraststoffet, de havde brugt, da han skulle scannes. Men så rejste han sig alligevel. Der var mere liv, han gerne ville leve, den gamle smed. Så han tog et år mere. I hvert fald ville han jo gerne have sin 90 års fødselsdag med. Den 24. maj var vi forsamlet på Dybvad Kro. Hele den pukkelryggede, som man siger. Fætre og kusiner, mostre og onkler. Det jeg kan huske fra den dag, er hvor slidt og forladt Dybvad er. Og at ude bagved kroen stod en bil med to bure fulde af hundehvalpe i. Det var en varm dag, og de stod der i den varme bil hele dagen, og vi forestillede os, hvordan de pissede og sked på hinanden, hvordan de ville dø af tørst. Via søgninger på internettet blev det fundet ud af, at bilen tilhørte en hundekennel, og på billeder fra hundekennelen, kunne vi genkende en kvinde som arbejdede i kroens køkken. Morfar var gammel og glad. Og stolt. Han sad på sin rollator og smilede.
(var det ikke spirrende forår? og var jeg ikke lige kommet godt i gang i Havecenteret, fortalte morfar om det? overvejde jeg ikke, at det kunne være interessant at opholde mig dér på kroen, den Twin Peaks-agtige, i noget tid, og skrive om det? Er det ikke stadig en god idé?)
Nu er han død. Han holdt jul med min mor og Niels Ole i Fjerritslev. Men det var tydeligt, at han ikke havde det godt. Han var helt hvid, og kunne næsten ikke finde kræfter til at tale. Vand i lungerne. Og han manglede blod. Egentlig skulle han have været indlagt. Et par dage forinden havde han været hos lægen, og lægen ville gerne have ham på hospitalet, så han kunne få blod. Og der var noget med hans infektionstal. Men morfar nægtede, han fik det udsat til den 27. For selvfølgelig ville han gerne holde jul med familien. Og måske anede han godt, at det var ved at være slut. Han var helt hvid, og kunne knapt holde sig oprejst eller vågen. Han havde sine øjeblikke, hvor han blomstrede op. Ved spisebordet. Med et enkelt glas rødvin i kroppen, eller to. Men så heller ikke mere. Også vi holdt os tilbage. Det føltes ikke trygt, at være berusede med så skrøbelig en morfar i huset. Juleaftensdag troede vi han skulle dø. Vi stod egentlig i køkkenet, over forberedelserne og ventede. Hele tiden med ørerne vendt mod værelset, hvor han lå. Hans besværede åndedræt. Den gamle mand. Al den urolige opmærksomhed. Mor, der spørger ham, om hun skal ringe efter ambulancen; morfar der samler alle sine kræfter og siger NEJ. Hvad gør man i sådan en situation? Respekterer den døendes ønske? Hvem ved bedst? Jeg tror han på det tidspunkt havde accepteret, at døden var nært forestående. Men han vidste at han kunne holde den kørende nogle dage endnu. Han skulle bare igennem juleaften, 1. juledag, og så ville min mor køre ham hjem, og der ville han dø. Det var en overraskende god jul, morfars fald mod døden til trods. Han døde på hospitalet den følgende søndag, julesøndag (find teksten; præstens prædiken over den, Ramaskriget, Rakel vil ikke trøstes, hvor vanvittigt det var, at så mange småbørn skulle dø, at vi kan sættes os lidt ind i, hvordan det må have føltes for Rakel, fordi også vi mister - og han sagde der var noget vemodigt ved døden, men jeg fornemmede, at han inderst inde vr glad for den, den mening den tilførte hans liv og virke som præst, mor fortalte, at han havde fortalte at han havde rundet de 1000 begravelser i hans tid som præst i Albæk Kirke, han har været der siden 1982, og går på pension til foråret).
(nu skal jeg have min angstpille).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar