Hvis nogen fortalte mig, at vi har boet her i hundrede år, tohundrede,
så ville det ikke komme bag på mig. Jeg registrerer næppe tidens gang
mere, det interesserer mig ikke, ser mig aldrig i spejlet. Jeg kan se
det på Troels’ blik, når det er tid til at få skægget studset, mit hår
klippet, det der er tilbage af det. Når solen steger hårdest, når det er
den grusomme tid på året, mærker jeg min isse brænde. Også det kan jeg
se på Troels, når min isse begynder at blive rød, men jeg ignorerer det,
ikke fordi jeg skammer mig over min tiltagende skaldethed, men fordi,
ja, jeg ved det faktisk ikke, en medfødt stædighed måske. Historien om
min familie, at vi har blod fra både Spanien og de Vestindiske øer,
slaveblod. At min hud, så bleg den ellers er, bedre kan modstå den
skadelige virkning af solens stråler. Jeg elskede den engang, solen,
længtes efter den i de kolde, grå måneder i vores hjemland, det mudrede,
sjaskede lille land mod nord, Danmark, Tysklands blindtarm. Men nu er
det anderledes, har det været i time out of mind, som Shakespeare skrev,
jeg husker ikke i hvilket stykke. Ikke fordi jeg er så belæst at det
gør en hel masse. Jeg har da læst min stak bøger, bevares, stakke endda,
det meste er forduftet med tiden, støv. Himlen er blå. Nu er jeg mere
interesseret i at skrive selv, og ellers bare sidde her og lytte. Det
lyder så idyllisk, så afklaret. Men det er det ikke. Apati vil jeg
heller ikke kalde det. Faktisk vægrer jeg mig ved at kalde det noget som
helst. Gået i stå måske, måske er det det. Eller jeg venter. Er det
ikke det man gør her? I Varanasi. Eller Banaras som de lokale udtaler
det. Eller KASHI, den strålende, lysets by. Er det ikke det man gør her,
venter. Det er lang tid siden, jeg har været nede ved floden, nede ved
Ganga og skue ind i flammerne/ ligbålene. Jeg behøver det ikke mere. De
brænder konstant som de altid har gjort. Jeg skal bare lukke øjnene, så
er jeg der.
Mahashmashama, den store kremeringsgrund.
The Field of Liberation
… Johann og Jünger ankommer … En bil bremser op i gruset, stemmer gennem junglen, den rødtoppede fugl med sin kvidren, sit hinsides.
Det er som at se Troels og mig igen, som yngre, som er de sprunget ud af vores hoveder. En drøm som har manifesteret sig i verden. ATITHI, det lyder som et nys, et lidt overdrevent måske, kunstlet, men alligevel, den slags forekommer. Men det det betyder, er en gæst, men ikke en hvilken som helst gæst, men en gæst man ikke havde ventet, en uanmeldt, en udsending fra guderne. - Det er den bedste form for gæst, man kan tænke sig. I Indien lærer mødrene deres døtre, at de altid skal være forberedte på en sådan besøgende. Når man laver mad, skal man altid tage højde for, at der kan være en ekstra mund at mætte.
Men de ved ingenting, Johann og Jünger, de har øjne som glødende kul, som julelys. Øjne som små elektriske julelys, ja, de skal passe på de ikke sprænger brister, at de ikke. De ved intet om Petra, at hun hver aften tager hundene op til sig i sengen, og vil have dem til at patte, men de kan ikke patte, de slikker bare slikker og slikker grådigt på hendes slunkne tasker af rynket hud og arret, de napper med tænderne, de kradser hende med kløerne, blodet pibler frem, fede dybrøde dråber. Det er hendes lykke, det er det hun kan lide. Jeg hører det ikke længere, hendes hule stønnen, hendes kælne ord, hvordan hun spjætter, benene slå mod muren til vores værelse. The Compound, de kender det ikke, ved ikke hvad det er. Vi burde fortælle dem om det, burde skræmme dem væk. At de ikke. At de som os.
Shanti er blevet så slidt, så vrøvlet, mere end han engang var. Dengang, vi dansede rundt blandt rosenbuskene, de andre blomster, alle de blomster, fløjl, vi lå på tæpperne, en brunøjet ko vandrede ind i paradis, og Shanti klappede den, strøg den over panden. Den flyttede ind, vi sov aldrig, Ravi spillede på verandaen, The Beatles kom og fik hjernepanseret flækket. Har vi været de samme siden, har nogen. Jeg savner ham fra dengang, hvor fuld af liv han var, at han vidste alt, fortalte os om at rejse titusinde kilometer uden at flytte sig, sidde i en gyngestol i morgensolen og rejse kloden rundt, at man ikke rent fysisk behøver bevæge sig. Og vi forstod ingenting, men nikkede, men sad med vores lyserøde hjerner og sugede det hele ind, de flagrende stoffer, de vuggende skulpturer af marmor, den aften, den nat lang, bhang, mandelthe og dryp af flodens vand, regn af blomsters flor. Det lyder så gejlt, det var så gejlt. Nu har han stents omkring hjertet, og én bag øret, han er grøntsag, vi tørrer hans røv, vi hejser ham op i det elektriske værk af plastic og stål fra seng til toilet, hver dag, flere gange hver dag, spritter ham af. Han kender os ikke mere. Skal de se det, Johann og Jünger, skal de se det? I morgen skal de ud til Sarnath, vi har aldrig været der. En rejse på mindre end en time, vi kunne bare få Pingo til at køre os derud i Ambassadoren, men vi gider ikke, vi har ingen interesse i det. Gammelt, dødt, ruiner, hvad skal vi med det.
Egentlig kan jeg ikke med det mere, plukke blomster, flå deres kronblade af. Ængsteligheden har meldt sig i mig igen her til morgen. Vågnede bare med den, uden nogen form for varsel, den har ikke som i gamle dag bygget sig op, gradvis, som noget jeg ikke kunne undgå, noget der akkumulerede stadigt voldsommere svingninger i mit kød, en sitren og dirren, en skæren, som noget der vil ud, og min angst for angsten selv. Men i dag kom den altså uanmeldt. Jeg forsøger at huske, om jeg har drømt særligt kraftigt i nat, men intet dukker op, jeg er blank. Og siden Troels og jeg for længst er holdt op med, at sove på samme værelse, kan jeg ikke spørge ham, om jeg har ligger og vendt og drejet mig, om jeg har snakket, skåret tænder. Min kæbe føles ikke øm, tungen kan ikke finde steder, hvor der er opstået nye mangler nogen tand, ingen splinter er åbenbart flækket af. Gamle tænder. Men hvorfor er den her, angsten, jeg troede den var væk, at det var lykkedes mig at forvise den til ikke-eksistens. Men hvis angsten ligesom bevidstheden er et kosmisk potentiale, en resurse, som ringe i vand, auratiske fænomener, telepati. Hvorfor er min krop nu igen modtagelig for det? Skal jeg reflektere nærmere over det, eller skal jeg lade det passere/ forsøge? Jeg må se tiden an. Har jeg pakket mig selv ind, omviklet mig med silketråd, vedbend. Troede jeg, at jeg var ved at blive BANYAN. Er det alligevel ikke slut, er de alligevel mere tilbage, end at vente? Og har det noget med de prøjsiske ungersvendes ankomst at gøre? Har bemærket hvordan Troels’ øjne har dvælet ved mit underansigt det sidste par dage eller tre. Er det tid til en studsning af skægget, skal det helt af? Det er forår, om fjorten dage, er det HOLI igen, om en uge SIVATRI. Snakkede med Jünger i går aftes, vi delte en pibe, han sagde at de allerede skal hjem igen dagen inden den store fest, Siva og Parvatis bryllup. Det er en skam, det er årets smukkeste døgn i Banaras, det burde de have med. Det var først med det, vi forstod, hvilket sted vi også er, at det ikke kun er bål og død, hudsyge hunde og spedalskhed. At det også handler om kærlighed. Amor fati, mementa vita. (noget sanskrit-klogt her). Mærker en spiren, men den skræmmer mig, jeg vil hele tiden ned at ligge.
Anspændelsen i især min venstre side, skulderen, og ned omkring nyren, milten, hvis det er der milten sidder. De to steder trækker sig ind imod hvert sit gravitationspunkt, mens de samtidig stråler ud, imod hinanden, indgår i et netværk, (mycelium), spreder sig, og hvis også min højre side bliver erobret, så er den gal, helt gal, så kommer dobbeltsynet, svimmelheden, det retningsløse, rastløse, uroen som har sendt mig på hospitalet mere end én gang, uger måneder, hvor det i sig selv er anstrengende nok at bære vægten af kugledynen, væggens grå flade, dens mikroskopiske uendelighed, et landskab på størrelse med det mindst tænkelige synsfelt, men som fortsætter/ floder, slugter, mulige skred og sammenstyrtninger, (vortex, malstrøm). Uger, måneder før verden langsomt igen kan overskues, tingene, fænomenerne få deres navne betegnelser tilbage deres mening. Sætninger kan formuleres, tanker flyde uden at støde sammen, men indgå i babelske mylderspil. Hvorfor især min venstre side? Den neglegt, hvorfor lige venstre. Og hvorfor kommer det nu igen? Har det nogensinde været væk? Måske jeg, nej ved det ikke. Vi har været her så længe, jeg kan ikke længere skelne. Højre, venstre, øst vest her, det giver ikke mening, kompasnålen drejer rundt og rundt. Du baldrer hovedet imod en mur, skvatter omkuld i møddingen. Sand og vand. Vand og sand.
Og: Aske, aske, aske.
(Walser fra Sebalds forord)
Navigation. At ro, være ro-lig. Sejle. Det er ikke noget jeg kan bevise, i det mindste ikke endnu, men jeg har en kraftig fornemmelse, Kali Yuga er overstået, at universet, intet mindre, har skiftet gear. Naturen er gravid igen,
luften fuld af fløjsblomst, kantarel og hibiscus. (mantra)
Mahashmashama, den store kremeringsgrund.
The Field of Liberation
… Johann og Jünger ankommer … En bil bremser op i gruset, stemmer gennem junglen, den rødtoppede fugl med sin kvidren, sit hinsides.
Det er som at se Troels og mig igen, som yngre, som er de sprunget ud af vores hoveder. En drøm som har manifesteret sig i verden. ATITHI, det lyder som et nys, et lidt overdrevent måske, kunstlet, men alligevel, den slags forekommer. Men det det betyder, er en gæst, men ikke en hvilken som helst gæst, men en gæst man ikke havde ventet, en uanmeldt, en udsending fra guderne. - Det er den bedste form for gæst, man kan tænke sig. I Indien lærer mødrene deres døtre, at de altid skal være forberedte på en sådan besøgende. Når man laver mad, skal man altid tage højde for, at der kan være en ekstra mund at mætte.
Men de ved ingenting, Johann og Jünger, de har øjne som glødende kul, som julelys. Øjne som små elektriske julelys, ja, de skal passe på de ikke sprænger brister, at de ikke. De ved intet om Petra, at hun hver aften tager hundene op til sig i sengen, og vil have dem til at patte, men de kan ikke patte, de slikker bare slikker og slikker grådigt på hendes slunkne tasker af rynket hud og arret, de napper med tænderne, de kradser hende med kløerne, blodet pibler frem, fede dybrøde dråber. Det er hendes lykke, det er det hun kan lide. Jeg hører det ikke længere, hendes hule stønnen, hendes kælne ord, hvordan hun spjætter, benene slå mod muren til vores værelse. The Compound, de kender det ikke, ved ikke hvad det er. Vi burde fortælle dem om det, burde skræmme dem væk. At de ikke. At de som os.
Shanti er blevet så slidt, så vrøvlet, mere end han engang var. Dengang, vi dansede rundt blandt rosenbuskene, de andre blomster, alle de blomster, fløjl, vi lå på tæpperne, en brunøjet ko vandrede ind i paradis, og Shanti klappede den, strøg den over panden. Den flyttede ind, vi sov aldrig, Ravi spillede på verandaen, The Beatles kom og fik hjernepanseret flækket. Har vi været de samme siden, har nogen. Jeg savner ham fra dengang, hvor fuld af liv han var, at han vidste alt, fortalte os om at rejse titusinde kilometer uden at flytte sig, sidde i en gyngestol i morgensolen og rejse kloden rundt, at man ikke rent fysisk behøver bevæge sig. Og vi forstod ingenting, men nikkede, men sad med vores lyserøde hjerner og sugede det hele ind, de flagrende stoffer, de vuggende skulpturer af marmor, den aften, den nat lang, bhang, mandelthe og dryp af flodens vand, regn af blomsters flor. Det lyder så gejlt, det var så gejlt. Nu har han stents omkring hjertet, og én bag øret, han er grøntsag, vi tørrer hans røv, vi hejser ham op i det elektriske værk af plastic og stål fra seng til toilet, hver dag, flere gange hver dag, spritter ham af. Han kender os ikke mere. Skal de se det, Johann og Jünger, skal de se det? I morgen skal de ud til Sarnath, vi har aldrig været der. En rejse på mindre end en time, vi kunne bare få Pingo til at køre os derud i Ambassadoren, men vi gider ikke, vi har ingen interesse i det. Gammelt, dødt, ruiner, hvad skal vi med det.
Egentlig kan jeg ikke med det mere, plukke blomster, flå deres kronblade af. Ængsteligheden har meldt sig i mig igen her til morgen. Vågnede bare med den, uden nogen form for varsel, den har ikke som i gamle dag bygget sig op, gradvis, som noget jeg ikke kunne undgå, noget der akkumulerede stadigt voldsommere svingninger i mit kød, en sitren og dirren, en skæren, som noget der vil ud, og min angst for angsten selv. Men i dag kom den altså uanmeldt. Jeg forsøger at huske, om jeg har drømt særligt kraftigt i nat, men intet dukker op, jeg er blank. Og siden Troels og jeg for længst er holdt op med, at sove på samme værelse, kan jeg ikke spørge ham, om jeg har ligger og vendt og drejet mig, om jeg har snakket, skåret tænder. Min kæbe føles ikke øm, tungen kan ikke finde steder, hvor der er opstået nye mangler nogen tand, ingen splinter er åbenbart flækket af. Gamle tænder. Men hvorfor er den her, angsten, jeg troede den var væk, at det var lykkedes mig at forvise den til ikke-eksistens. Men hvis angsten ligesom bevidstheden er et kosmisk potentiale, en resurse, som ringe i vand, auratiske fænomener, telepati. Hvorfor er min krop nu igen modtagelig for det? Skal jeg reflektere nærmere over det, eller skal jeg lade det passere/ forsøge? Jeg må se tiden an. Har jeg pakket mig selv ind, omviklet mig med silketråd, vedbend. Troede jeg, at jeg var ved at blive BANYAN. Er det alligevel ikke slut, er de alligevel mere tilbage, end at vente? Og har det noget med de prøjsiske ungersvendes ankomst at gøre? Har bemærket hvordan Troels’ øjne har dvælet ved mit underansigt det sidste par dage eller tre. Er det tid til en studsning af skægget, skal det helt af? Det er forår, om fjorten dage, er det HOLI igen, om en uge SIVATRI. Snakkede med Jünger i går aftes, vi delte en pibe, han sagde at de allerede skal hjem igen dagen inden den store fest, Siva og Parvatis bryllup. Det er en skam, det er årets smukkeste døgn i Banaras, det burde de have med. Det var først med det, vi forstod, hvilket sted vi også er, at det ikke kun er bål og død, hudsyge hunde og spedalskhed. At det også handler om kærlighed. Amor fati, mementa vita. (noget sanskrit-klogt her). Mærker en spiren, men den skræmmer mig, jeg vil hele tiden ned at ligge.
Anspændelsen i især min venstre side, skulderen, og ned omkring nyren, milten, hvis det er der milten sidder. De to steder trækker sig ind imod hvert sit gravitationspunkt, mens de samtidig stråler ud, imod hinanden, indgår i et netværk, (mycelium), spreder sig, og hvis også min højre side bliver erobret, så er den gal, helt gal, så kommer dobbeltsynet, svimmelheden, det retningsløse, rastløse, uroen som har sendt mig på hospitalet mere end én gang, uger måneder, hvor det i sig selv er anstrengende nok at bære vægten af kugledynen, væggens grå flade, dens mikroskopiske uendelighed, et landskab på størrelse med det mindst tænkelige synsfelt, men som fortsætter/ floder, slugter, mulige skred og sammenstyrtninger, (vortex, malstrøm). Uger, måneder før verden langsomt igen kan overskues, tingene, fænomenerne få deres navne betegnelser tilbage deres mening. Sætninger kan formuleres, tanker flyde uden at støde sammen, men indgå i babelske mylderspil. Hvorfor især min venstre side? Den neglegt, hvorfor lige venstre. Og hvorfor kommer det nu igen? Har det nogensinde været væk? Måske jeg, nej ved det ikke. Vi har været her så længe, jeg kan ikke længere skelne. Højre, venstre, øst vest her, det giver ikke mening, kompasnålen drejer rundt og rundt. Du baldrer hovedet imod en mur, skvatter omkuld i møddingen. Sand og vand. Vand og sand.
Og: Aske, aske, aske.
(Walser fra Sebalds forord)
Navigation. At ro, være ro-lig. Sejle. Det er ikke noget jeg kan bevise, i det mindste ikke endnu, men jeg har en kraftig fornemmelse, Kali Yuga er overstået, at universet, intet mindre, har skiftet gear. Naturen er gravid igen,
luften fuld af fløjsblomst, kantarel og hibiscus. (mantra)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar