Vi har fået en salat med bulgur, feta, spidskål og tomat. Vi skal være sunde nu, det er det nye år.
I går blev hun bange, satte sig i sofaen, og græd pludselig. Søndag havde hun voldsomme underlivssmerter, og i går var hun ved lægen. Men lægen kunne ikke sige noget entydigt, klart om, hvad der var galt. Det kunne være en cyste, der var sprunget, i kombination med ægløsning. Og så var der muligvis pigmentforandringer omkring skeden. Hun havde læst på nettet om sygdomme, som læger ofte overser. Og fundet én som passede på symptomerne. Måske kunne hun ikke få børn nu, måske var det slut med sex. Det var panik. Jeg kender det udmærket fra mig selv. Derfor undgår jeg, at læse den slags. Og det gør hun egentlig også normalt. Det går hurtigt amok. Men det hjalp at få det sagt. At få frygten ud.

Vi er kommet i en alder nu, hvor livets grumme sider kommer tættere på. Sandsynligheden for alvorlig sygdom er blevet større. Min sidste bedsteforælder er lige død. Vores forældre bliver ældre, er ikke på arbejdsmarkedet mere. De bevæger sig imod alderdommens uundgåelighed. Og vores egne, før så unge kroppe, begynder at vise tegn på slitage, min højre fods tæer gør ondt, jeg springer ikke så let op fra sofaen mere, som jeg gjorde engang. Det er underligt, svært at vænne sig til. Hvornår skete det egentlig? Hvornår holdt vi op med at være unge? Jeg undrer mig tit over det, når jeg er ude i byen, sidder i S-toget og ser mig omkring, og ingen anelse har om, hvad de unge først i tyverne lytter til i deres earplugs, hvad de kigger på på deres smartphones. Jeg har ikke engang en smartphone selv, jeg føler mig som en olding, når jeg sommetider låner Dittes, fordi jeg får brug for at tjekke en mail, når vi ikke er derhjemme. Jeg kan ikke finde ud af det. Kommer til at trykke på noget forkert, forstår ikke hvad der er sket. Hvorfor gør den det her? Og bliver bange for at jeg har gjort et eller andet helt galt, slettet noget, ødelagt hendes telefon.