Da vi holdt jul, skulle det vise sig, at det også var morfars sidste dage. året forinden fik han en blodprop i hjertet, som han overlevede, men det svækkede ham selvfølgelig. han fyldte 90 i maj. og da han faldt på vej ind i stuen fra terrassen, og brækkede sin hofte, kom han sig hurtigt. Men det har selvfølgelig også tærret på kræfterne. Han var kun halvt til stede i juledagene. han var som et spøgelse, det var som om en del af ham allerede var taget i forvejen. hans vejrtrækning var besværet, han snappede efter vejret. når han faldt i søvn i lænestolen, frygtede jeg at han var død. Jeg skulle lige hen og lytte. han sad og nikkede over juleanden, hånden rystede, når han skulle føre glasset med rødvin op til munden.