Og min mors fætter Ole, som Ditte og jeg besøgte i Skagen i sommer, var der. Han har fået konstateret kræft i den ene mandel, han siger det ikke har en skid med rygning at gøre. Han har kæderøget hele livet (han har kæderøget siden han kunne). Og står også med en smøg i kæften, da han fortæller at de har rykket alle hans tænder ud, for ellers får strålerne dem til at smuldre.  
    Så I kommer til at betale de nye, siger han. Og jeg svarer, at det gør vi gerne.
    Nåja, siger han så, vi betaler jo allesammen for dem.
    Det er en god ordning, svarer jeg.
    Han skal nok klare den, han gider ikke dø.

Jeg bliver mere og mere glad for min nordjyske baggrund med årene. Stædigheden, det punkrockede ved nordjyder. Døden kan sgu da bare komme an. Eller myndighederne. Eller hvad fanden. De er så direkte. Jeg flygtede fra det, da jeg var yngre. Jeg var for følsom. Eller hvad det var. Jeg ville til København. Kultur og den slags. Være kunstner. Digter. Forfatter. Jeg kan ikke tage de ord i min mund. Det er ikke det, jeg er. Forfatter.
    Jeg skriver.
    Jeg holder dagbog, ligesom min morfar gjorde.
    Det blev nævnt i præstens tale. I forlængelse af fortællingen om hans, morfars, ordenssans. I smedjen lå alt på sin plads. Det måtte ikke flyde. På samme måde holdt han dagbog.