Han kan ikke med forstyrelser mere. Hans liv har indtil for ganske nylig været defineret af et voldsomt rod. Men det er overstået nu. Hans lejligheds mange ting, har hver især endelig fundet deres plads. Hele det foregående årti har han flyttet så mange gange, at han ikke har tal på det. Det var ikke noget han overvejede, at gøre, at overhovedet tælle, hvor mange gange han flyttede, det var en konstant tilstand.  Han boede med en kæreste først i hans gamle lejlighed på Frederiksberg, så flyttede de til Gellerupparken udenfor Aarhus. Der var han arbejdsløs, mens hun gik på Teaterskolen og uddannede sig til skuespiller. Det gled gradvist fra hinanden, hun ind i sine næsten ugentligt skiftende roller, han ind i sig selv. Mens hun dagligt prøvede nye ansigter af, forsvandt han for sig selv. Det var dér angsten rigtig tog fat i ham. Ikke at den ikke altid havde været der, men nu kunne han ikke flygte fra den mere. Måske havde også med han cykelstyrt at gøre, en sen nattetime på vej hjem fra en koncert, ville han dreje til venstre, men styrestangen knækkede, og cyklen fortsatte ligeud, med det resultat, at han styrtede med sine fulde dødvægt med skulderen først mod en kantsten, og brækkede kravebenet. Det var et chok, i det meget korte tidsrum faldet udstrakte sig i, nåede han at tænke, at nu skulle han dø. Han kan stadig mærke det, en svag kløen i skulderen, og en tendens til at trække den ind mod kroppen, når han blev forskrækket eller nervøs. Han var begyndt at gnubbe den, når han tænkte, eller netop, når han ikke tænkte, når han var helt tom, faldet i staver. En tilstand som kan minde om drømmens. Alt strømmer igennem hjernen på én gang, og straks det er overstået, kan man ingenting huske.