Straks jeg kommer ind i stuen efter at have røget en lille skolejoint ude under emhætten, bliver jeg ramt af lugten fra røgelsespinden, lugten af sandeltræ som jeg først lærte at kende i Varanasi for otte år siden. Er det virkelig allerede så lang tid siden? Jeg synes det var i fjor. Det er sandt, som man siger, at tiden går hurtigere efterhånden som man bliver ældre. Nu er jeg snart fyrre, dengang var jeg kun lige fyldt 30. Jeg husker det som var det i går. Vi sad på flyet, Troels og jeg, og vidste dårligt nok, hvor vi var på vej hen. Det skulle vise sig at være én af de mest afgørende rejser i mit liv. Jeg genoplever den dagligt. Mine tanker søger hele tiden derhen, tilbage til byen ved Ganges' kyst. Det mest fantastiske og overrumplende, jeg nogensinde har oplevet. Jeg har ikke fået børn endnu.

Det er en sød, fed, beroligende lugt. Sandeltræ er meget olieholdigt, det brænder godt. Der er harpiks og dybe drømme i den lugt. Den går i nervesystemet, pakker dem ind, de urolige, de flossede nerveender. Det er som at blive sat på plads. En pause dybt i kødet.

Covid-19 spreder sig derude i samfundet, som en mild pest, men alligevel. Det er alvorligt. Men ingen ved helt alvorlig endnu. Folk kommer til at dø, men hvor mange? Det er en tid, vi ikke kommer til at glemme. Alting bliver anderledes. Jeg håber det ikke kun er skidt. At vi også kan lære, hvor vigtigt, det er, at kunne stå sammen. Hvor meget samfund faktisk betyder. At vi har hjemme i hinanden. Hvor vigtig omsorg er. Omtanke. At vi ikke kun er os selv. Hvor meget empati og kærlighed kan bære.

Receptorer.