Det er en underlig oplevelse, at gå en tur ude i den københavnske karantænevirkelighed. Umiddelbart ser alt ud som det plejer; to mænd var i gang med at beskære platanerne nede ved de gamle højhuse på Borgmester Fischers Vej, kærestepar gik hånd i hånd, nogle med is i det lune forårsvejr. Blomsterne pibler op af jorden, træerne er i fuld gang med at springe ud. Luften er fuld af duften af vækst. Men alle holder afstand, alle er mere vagtsomme end de plejer, øjnene søger ligesom hele tiden et frirum. Det føles sært, man kunne, socialt ængstelig som jeg er, opleve det som afvisende, næsten aggressivt, men det er det ikke. Vi gør som vi får at vide er det bedste i den her virussituation; vi tager hensyn, holder afstand for ikke at udsætte hinanden for smitte. Men det er forår! Jeg har lyst til at være tæt på, jeg har lyst til at være i nærheden af mennesker, være  ubekymret, let og glad. Og jeg er det også næsten. Smilende. Men så kommer hæmningen. Jeg skal holde mig tilbage. Har lyst til at sætte mig på en bænk og suge sol, men gør det ikke. I Frederiksberg Have er der mange mennesker, så jeg ved ikke helt, hvor jeg skal gøre af mig selv. Jeg kan aldrig glemme mig selv. Så jeg går ud midt på en stor, mennesketom plæne og ser mig omkring. Kigger op på himlen som er blændende blå, med spredte imponerende skymassiver i rolig drift mod øst. Og så slår det mig, at jeg ikke kan se fly, ikke se de små, grå pile, som plejer at trække lange, hvide kondensstriber henover blåheden. Det føles på en måde tomt. Der er ligesom et slør af uvirkelighed over alting. Jeg tror godt, jeg kunne vænne mig til det her. Hvis ikke det var fordi, der er den her underliggende uro, den her uvisse fornemmelse af katastrofe under det hele, i det hele, jeg kan mærke det i kroppen, den vil hele tiden videre, føler at det ikke er helt ok, sådan at blive ubekymret. Og må jeg i det hele taget være udenfor? Er det ikke at lege med ilden? Burde jeg ikke sidde derhjemme på sofaen, og følge med i statistikkerne over indlagte og døde, minde mig selv om situationens alvor? Men jeg kan ikke holde det ud mere. Det er for abstrakt. Jeg kan ikke gøre andet, end at følge myndighedernes anvisninger: holde mig mest muligt indendøre (men jeg må godt gå en tur, ikke?), vaske hænder, ikke gå i panik. Pludselig var der mange udrykninger ude på Fasanvej, både politibiler og ambulancer, i begge retninger. Hvad betød det? Havde det med coronavirussen at gøre, eller var det noget helt andet? Et bandeopgør, en trafikulykke, en ildebrand. Hvis et hospital brændte, jeg kan ikke holde tanken ud. Og hvad med asylcentrene, hvis nogle højrerabiate psykopater besluttede sig for, at sprænge en bombe sådan et sted. Og jeg kan ikke holde tanken om, hvad der foregår i de store flygtningelejre ved Europas sydlige grænser, hvis virussen får fat der.